filmproduktion

Filmproduceren og filmselskabet (filmproducenten) etablerer den fornødne kapital gennem en lang række aftaler og kontrakter med distributøren, øvrige potentielle interessenter og koproducenter, samt støtte fra nationale og internationale fonde. Filmproduceren er som regel ansat af filmselskabet og har det overordnede ansvar for den enkelte film gennem alle filmens faser, fra idé til lancering og salg. En filmproducer kan have ansvaret for flere film samtidig. Den centrale person for den enkelte film er imidlertid filminstruktøren, som har det overordnede kunstneriske ansvar.

Ansvaret for de produktionsmæssige, administrative, økonomiske og tekniske aspekter uddelegeres som regel til en såkaldt line-producer, der under sig har en produktionsleder, som primært planlægger og leder optagelserne. For at tilrettelægge optagelserne mest effektivt nedbryder produktionslederen manuskriptet og sorterer scenerne, afhængigt af hvor de skal optages. Således planlægges rækkefølgen af optagelserne uden hensyn til manuskriptets kronologi. Mange optagelser foregår on location, men ofte optages alle interiør-scener i et studie, hvor instruktøren og filmholdet har større kontrol med omgivelserne. Scener, som kræver special effects og farlige stunt-optagelser, bliver meget detaljeret planlagt. Bl.a. benyttes et såkaldt storyboard, som rummer nøjagtige tegninger af hver enkelt indstilling.

En afgørende beslutning for en films succes er valget af skuespillere. Til denne proces kan instruktøren assisteres af en såkaldt caster. Når alle de vigtigste skuespillere er valgt, indleder instruktøren læseprøver, hvor skuespilleren nøje får beskrevet personernes intentioner og får indøvet karaktertræk, kropssprog og artikulation. En komponist inddrages ligeledes og indleder arbejdet med at skabe filmens musikalske univers.

Før selve produktionen begynder, tilrettelægger de ansvarlige for optagelsens tekniske funktioner deres arbejde og ansætter deres afdelinger af holdet. Til disse afdelinger regnes som oftest: fotograferingsafdelingen, ledet af fotografen, som assisteres af fotografassistenter, focuspuller, clapper-loader, lysmester, lysassistenter, grip m.fl., scenografiafdelingen, ledet af scenografen, som assisteres af rekvisitører, setbyggere, malere, håndværkere m.fl., lydafdelingen, ledet af A-tonemesteren, som assisteres af B-tonemester og boomer, kostumeafdelingen, ledet af kostumieren, som kan assisteres af assistenter, stylister og syersker, make-up-afdelingen, ledet af sminkøren, som kan assisteres af frisører, assistenter, sminkører med speciale i skudsår, parykker eller andet. Instruktionsafdelingen består ud over instruktøren også af instruktørassistent, scripter, statistkoordinator, caster samt evt. 2. unit instruktør (2. unit er et mindre optagehold, som kan operere sideløbende med resten af filmholdet, og som optager fx landskabsbilleder o.l.).

Lineproduceren og produktionslederen har sluttelig tilrettelagt alle optagelser dag for dag, time for time og ansat hele produktionsholdet med indspilningsleder, produktionskoordinator, produktionsassistenter, runnere (medhjælpere) og chauffører.

Under produktionen varetager instruktøren hele den kreative afvikling af produktionen, både instruktion af skuespillere, hvor den diskontinuerte rækkefølge af optagelserne stiller store krav til alle parter, samt iscenesættelse af alt foran kameraet: kameragang, lys, brug af rekvisitter, statister mv. Det sker i et nært samarbejde med filmens tekniske afdelinger.

Det centrale symbol på en filmoptagelse, klaptræet, spiller en vigtig teknisk rolle. Billede og lyd optages med hver sin teknik og bearbejdes hver for sig, og for at sikre synkronitet indledes hver optagelse med en visuel annoncering af scene- og optagelsesnummer (take), samtidig med at den såkaldte clapperloader siger de samme oplysninger, hvorefter der klappes. Herved markeres både på filmstrimlen og på lydbåndet et entydigt mærke for synkronitet mellem billede og lyd.

Alle scener prøves grundigt igennem før optagelse. Når alt fungerer perfekt, optages typisk først et totalbillede af hele scenen (establishing shot, 'etablerende indstilling'), og herefter optages billeder i halvnær- og nærindstilling, også af hele scenen. Da der kan gå lang tid mellem optagelsen af to indstillinger, som ligger i forlængelse af hinanden i den endelige film, sørger scripteren for at notere skuespillerens bevægelser, hvordan vedkommendes tøj sidder osv. Herved sikres kontinuiteten, når filmen skal klippes.

Efter hver dags arbejde sendes optagelserne til et filmlaboratorium, hvor negativet fremkaldes og scannes, synkroniseres med lydoptagelserne og lægges ned på bånd, som lægges ind i det computer-klippeprogram, der skal benyttes af filmens klipper. De daglige optagelser, kaldet rushes eller dailies, gennemses hver dag af instruktøren og produceren og af og til også af fotografen, scenografen m.fl.

Under optagelsen kan der desuden benyttes forskellige former for special effects, fx bluescreen, bag- og frontprojektion.

Når alle optagelser er gennemført, og negativet er forsvarligt opbevaret på laboratoriet, påbegyndes klipningen. I dag er det normalt, at klipperen allerede begynder at klippe sideløbende med, at optagelserne er i gang.

De færdige optagelser svarer dog ikke altid til de intentioner, der fandtes i præproduktionsfasen. Nye idéer har sneget sig ind undervejs. Den egentlige klipning er således en ny, kreativ fase, hvor der kan ændres i filmens struktur og forløb. Under optagelserne har man forsøgt at dække sig ind, så klipperen har flere muligheder. Der er normalt optaget ca. tyve gange så meget materiale, som der reelt benyttes i filmen. Instruktøren er stærkt involveret i klipningen, og i Danmark har instruktøren normalt den endelige beslutning om filmens udformning (final cut). Klippeprocessen tager normalt ca. 16-24 uger. Når filmen er færdigklippet og accepteret, tilrettelægges lyden. Atmosfærelyde og effektlyde supplerer det lydbillede, som oprindelig blev optaget. Ofte benyttes en såkaldt geräusch-mester til at skabe effektlyde. Eftersynkronisering, det vil sige nyindspilning af replikker mv., kan også forekomme.

Musikken indspilles i de versioner, som underbygger de enkelte sceners stemning. Endelig mixes de mange lydspor til ét stereofonisk lydbillede, der samtidig konverteres til et optisk lydspor på et såkaldt lydnegativ. Lydredigeringen tager normalt 8 til 12 uger, og selve mixningen tager 2-3 uger.

Udviklingen af CGI (computer generated images) og en forbedret kvalitet af digital video-baseret optageudstyr, gør at hele den tekniske postproduktion i dag kan foregå på forskellige måder, afhængig af optageformat (35mm film, 16mm film, HDcam, digiBeta eller andet) og omfanget og udførelsen af CGI.

Den gammeldags metode er således, at man på laboratoriet klipper det originale negativ ud fra en liste over tidskoder fra computerens klippeprogram, så det enkelte billede let kan identificeres på original-negativet. Visuelle effekter, tekster og grafik tilrettelægges ligeledes på laboratoriet. Ved kopiering til en positivudgave tilpasses farver og kontrastforhold ved en filtersætning. Dette er nødvendigt, da det ved optagelserne er umuligt at få den samme tone i alle optagelser til en scene. Når den første positivkopi fremstilles, indkopieres også lydsporet.

Med den digitale metode arbejdes der med CGI, billedbehandling, farvekorrektion mv. i computeren med højt opløste billeder, som dernæst skydes ud fra computeren til 35mm-kopi.

Denne kopi kaldes for A-kopien, men er sjældent helt perfekt, og det er normalt først C-kopien, der anvendes. Herefter fremstilles biografkopierne. I hele det teknisk komplicerede efterarbejde assisteres produceren af en efterarbejdskoordinator, der leder kontakten til filmlaboratoriet, lydstudiet m.v. På dette tidspunkt er lanceringsarbejdet i fuld gang, og distributøren har produceret filmplakater, forfilm (trailers), pressemeddelelser og arrangeret presse- og premiereforestillinger.

Computerteknologien har gennem de seneste år haft en stor indflydelse på især postproduktionen, da digitalisering af billeder har skabt nye forbedrede redigeringsmuligheder og desuden skabt basis for elektronisk billedbehandling i en kvalitet, der ikke forringer den oprindelige kvalitet og opløsning.

I filmens tidlige år fra 1890'erne blev kopier af de dengang ganske korte film solgt til fremvisning i kukkasser i forlystelsesparker eller som del af varieté-teaterforestillinger og fra begyndelsen af 1900-tallet også i biografer. Den store folkelige popularitet opstod, efter at filmene fra ca. 1906 begyndte at fortælle længere og sammenhængende historier. Biograferne voksede hurtigt i antal og størrelse, og produktionen blev i løbet af 1910'erne organiseret så effektivt, at den blev sammenlignet med fx. bilindustriens samlebåndsproduktion. Betegnelser som "drømmefabrik" antydede en afstandtagen fra filmens folkelige succes, selvom massefremstillingen blot svarede til andre store mediers, bl.a. avisen og bogen.

Efterspørgslen stillede også krav til distribution. De mange visningssteder og udgiften til kopiering af de efterhånden længere film førte til udlejning i stedet for salg. Biografkæder blev den væsentligste faktor i fordelingen af filmene, og de største virksomheder i forevisning og produktion opkøbte hinanden, så den vigtigste del af distributionen — til de store premierebiografer — blev et internt firmaanliggende.

Masseproduktion, biografkæder og kontrollen med alle led kaldes studiesystemet. Det havde sin storhedstid samtidig med filmens periode som dominerende underholdningsmedie fra 1920'erne til 1950'erne. Systemet blev opløst som følge af nedgangen i biografbesøget, da tv til dels overtog massepublikummet og selv mange steder opbyggede et lignende system. I USA skete det tillige pga. statsindgreb, der fra begyndelsen af 1950'erne gennemtvang adskillelse af filmproduktion og biografdrift.

Resultatet blev en stærkt forøget magt hos distributionsleddet, da de store producenter og de store biografkæder nu blev afhængige af en distributør for hhv. at få deres film ud og at få film at vise. De største produktionsselskaber flyttede i løbet af 1950'erne og 1960'erne vægten over på distribution — i USA de såkaldte majors: Warner Bros., Paramount, Columbia, Universal, MGM, United Artists og Disney. Med en mindre egenproduktion af dyre film og delfinansiering af andre producenters film kunne de styre den væsentligste del af produktionen, og gennem rettighederne til de store succesfilm kunne de sætte betingelserne for biograferne.

Da den statslige regulering af mediesektoren i hele den vestlige verden blev lempet fra 1980'erne, genopstod tillige den del af studiesystemet, som består i foreningen af produktion og forevisning under samme ejer. Blot skete det uden massefremstillingens studieproduktion, som var overgået til tv i form af tv-serier siden 1950'erne. Filmproduktionen var i mellemtiden ændret til færre og langt dyrere film, fx blev gennemsnitsprisen tredoblet fra 1980'erne til 1996.

Den europæiske og den amerikanske filmindustri voksede side om side i de tidlige år. Men allerede i stumfilmens sidste tid i 1920'erne var amerikanske film de mest populære importerede film i de enkelte europæiske lande, mens europæisk eksport til USA gik ned og nærmest ophørte med talefilmens gennembrud fra ca. 1930. Med udflytningen fra New York til Hollywood i 1910'erne skabtes et produktionscentrum, som hurtigt udviklede sig til verdens filmhovedstad.

Med talefilmen blev USA altdominerende på verdensplan. Udveksling mellem de europæiske lande hæmmedes i 1930'erne af fascismen i bl.a. Tyskland og Italien og derefter af 2. Verdenskrig, som også lagde det europæiske produktionsapparat i ruiner. Europæisk film voksede imidlertid eksplosivt i 1950'erne, men tv's gennembrud og udflytningen fra storbyerne, hvor biograferne lå, reducerede fra 1960'erne biografbesøget drastisk. Med de samtidig stigende produktionsudgifter blev de enkelte europæiske landes hjemmemarkeder for små til at kunne bære fremstillingen af mange hhv. dyre film, der er forudsætningen for eksport, og den lokale produktion overlevede kun i kraft af statsstøtte og som hjemmemarkedsprodukter.

I USA satte faldet i biografbesøget ind i 1950'erne, men landets størrelse gav stadig et bæredygtigt hjemmemarked. Da omkostningerne for alvor skød i vejret fra 1980'erne, var USA nu ikke blot verdens største filmeksportør — som det havde været de forudgående 60 år — men også den eneste med eksportindtægter på højde med indtjeningen hjemme (film er blandt USA's tre vigtigste eksportartikler). Det kunne dække de stigende udgifter, så hele verden i økonomisk forstand blev amerikansk films hjemmemarked.

Adskillelsen af produktion og forevisning fra 1950'erne i USA medførte desuden, at filmproducenterne blev hovedleverandører af serier til tv. Da amerikanske tv-serier blev lige så populære i udlandet som filmene, styrkede de store amerikanske distributører yderligere deres position på verdensmarkedet.

I Europa var tv derimod indtil 1980'erne statslige monopoler, hvad angår både produktion og forevisning. Monopolet holdt filmproducenterne uden for dette marked, forstærkede filmindustriens nedtur og begrænsede afsætningsmulighederne. Tv-produktionen blev helt og holdent hjemmemarkedsorienteret, og amerikanske tv-produkter blev dermed næsten enerådende som importartikler af interesse for et større publikum.

I andre store lande som Sovjetunionen/Rusland, Kina og Japan har film næsten udelukkende været rettet mod hjemmemarkedet. I Sovjetunionen og Kina var produktionen statsstyret og underlagt statsideologien. Japan havde siden stumfilmtiden en industri på linje med den amerikanske, men den blev næsten helt udraderet ved tv's gennembrud. Indien har siden 1950'erne haft verdens største filmproduktion samt eksport til områder i Asien og Afrika med indiske befolkningsgrupper eller religiøs-kulturel lighed. Film har altid stået svagt i Afrika, men er populære i sydamerikanske lande, der både har indbyrdes udveksling og stor import fra USA og Spanien.

Fra midten af 1990'erne er computeranimation i stigende grad blevet anvendt i film, bl.a. til produktion af hele spillefilm som John Lasseters Toy Story (1995) fra selskabet Pixar.

Men udviklingen af computerteknikkens digitale filmsystemer — med digitalt kamera og digitale redigeringsteknikker — har også ført til en billiggørelse af filmproduktionen, som bl.a. udnyttes i en række film, der bevidst vender sig bort fra det store kommercielle produktionsapparat.

Tendensen er bl.a. markeret med den danske dogmefilm, hvor man søger tilbage til en enklere og mere oprindelig filmteknik.