Dogmefilm er film produceret i overensstemmelse med Lars von Triers og Thomas Vinterbergs manifest Dogme95.
Filmene optages i overensstemmelse med det såkaldte kyskhedsløftes ti regler, bl.a. med håndholdt kamera og direkte lyd, uden tilføjede rekvisitter, uden brug af lyssætning og uden efterfølgende justering. Også overfladisk action, special effects og genrefilm er forbudt.
Alle dogmeinstruktører må følge kyskhedsløftets ti regler i manifestet Dogme95. De ti regler er som følger:
Dette kyskhedsløfte blev introduceret ved Cannes filmfestivalen i 1995, heraf er navnet også Dogme95. Filmene udkom dog først efter et par år.
De såkaldte dogmebrødre lavede de fire første dogmefilm, Thomas Vinterbergs Festen (1998), Lars von Triers Idioterne (1998), Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang (1999) og Kristian Levrings The King Is Alive (2000). Sammen lavede de tv-dogmefilmen D-dag (2000).
Af danske dogmefilm er siden kommet Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000), Åke Sandgrens Et rigtigt menneske (2001), Ole Christian Madsens En kærlighedshistorie (2001), Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002), Natasha Arthys Se til venstre, der er en svensker (2003) og Annette K. Olesens Forbrydelser (2004).
Der er desuden lavet ca. 30 udenlandske dogmefilm, herunder kan nævnes Julien Donkey-Boy af Harmony Korine (senere kendt for Spring Breakers), Fuckland af Jose Luis Marques og Lazy Sunday Afternoons af Joe Martin.
Dogmebevægelsen blev nedlagt i 2002, hvorefter enhver film kunne kalde sig dogmefilm, dog uden at få det formelle stempel. Lars von Trier har senere været ude og sige, at der aldrig er lavet en ægte dogmefilm, som opfylder kyskhedsløftet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.