Pixar

Pixar, Pixar Animation Studios, amerikansk filmselskab. Selskabet har under ledelse af John Lasseter været pioner inden for film, der udelukkende er lavet med computerskabte billeder, såkaldt 3D-animation. Pixar, der begyndte med kortfilmen Luxo Jr. i 1986, har siden 1991 arbejdet sammen med Disney-koncernen, der medfinansierer og distribuerer filmene.

Det store gennembrud kom med spillefilmen Toy Story (1995), som med stor detaljerigdom og en underfundig blanding af børne- og voksenhumor fik succes langt ud over målgruppen og gjorde filmen til en animationsklassiker. Selskabets efterfølgende film A Bug's Life (1998, Græsrødderne), Toy Story 2 (1999), Monsters, Inc. (2001), Finding Nemo (2003, Find Nemo) og The Incredibles (2004, De utrolige), cementerede dets position og har alle overgået Toy Story i indtjening. Pixars stærke økonomiske status førte til langvarige forhandlinger med Disney om betingelserne for samarbejdet, og disse forhandlinger endte i 2006 med Disneys overtagelse af selskabet. Siden er to yderligere film sendt ud under Pixars brand: Cars (2006, Biler) og Ratatouille (2007).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig