Der fandtes tilsvarende dyrkningssystemer i det øvrige Europa nord for Alperne inklusive De Britiske Øer i de områder, der havde dyrkningsfællesskab. Et fælles træk ved arealudnyttelsen i det tempererede område i Europa var kombinationen af agerbrug og kvægavl, dog med betydelige variationer, der var betinget af naturgeografiske vilkår og til en vis grad af markeds- og samfærdselsforhold.
Det blandede landbrug var især afhængigt af to faktorer: At dyrene blev forhindret i at ødelægge afgrøderne på de tilsåede marker, hvilket enten krævede hegn, tøjr eller effektiv bevogtning, samt at man kunne producere tilstrækkeligt med foder, hvilket dels krævede store uopdyrkede områder som overdrev og fælleder, dels en omdrift i brugen af agerjorden ved et regelmæssigt skifte mellem forskellige kornarter og naturlig græsvækst. Dette sidste var også vigtigt for opretholdelsen af jordens ydeevne, som ud over regelmæssig tilførsel af gødning fra kvæget var afhængig af rotationen af den enkelte dyrkningsenhed i perioder med afgrøder og perioder uden samt af, at man fra år til år foretog sædskifte, dvs. varierede afgrøderne.
Indtil landboreformerne og ophævelsen af fællesskabet i slutningen af 1700-tallet havde bønderne i Øst- og Vestdanmark valgt to principielt forskellige løsninger på disse problemer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.