trevangsbrug

Trevangsbrug er det mest udbredte dyrkningssystem i Østdanmark, Østengland, Tyskland og Polen i tiden med dyrkningsfællesskab.

Under trevangsbruget var landsbyens markjord opdelt i tre vange, der var underopdelt i åse eller fald. Her dyrkedes jorden på de højryggede agre, fungerede som overfladedræn, hvorfor terrænets hældning bestemte retningen og størrelsen på åsene. Vangene var adskilt af rishegn, i sjældne tilfælde jordvolde eller stendiger med foranliggende grøfter. Rishegnene skulle årligt vedligeholdes. Det afgørende for systemets funktion var nemlig adskillelsen mellem de dyrkede vange og den vang, der det pågældende år lå fælled, dvs. var udlagt til græsgang for løsgående kreaturer. I trevangsbruget dyrkedes på skift rug og byg, eller vangen lå fælled.

Det var en fordel ved trevangsbruget, at det var muligt at koordinere udnyttelsen af den enkelte vang med nabobyerne, således at man kunne undgå at indhegne tilstødende vange ("vangelag"). Der kunne således opstå kæder af vangelag, hvor terrænet var nogenlunde jævnt. På den anden side bandt det også dyrkningssystemerne til hinanden, idet man ikke bare kunne omlægge systemet i den enkelte landsby. Der er indikationer på, at vangelagene var organiseret herredsvis.