En drilling er et kombinationsvåben, der anvendes til jagt. Det består af en riffelpibe og to glatløbede haglgeværspiber. Den har altså tre piber – deraf navnet. Våbentypen er velegnet til jagtformer som drivjagt og trykjagt, hvor der kan opstå skudchancer til både større og mindre vildt. Riffelløbet anvendes ved skud til større vildt og på længere afstande, mens haglløbene bruges til skud til mindre vildt og vildt i bevægelse på kortere afstande. Fælles for kombinationsvåbnene, som også tæller bl.a. bockbüchsflinten og büchsflinten, er deres alsidighed. Skytten kan hurtigt vælge mellem løbstyperne og kan dermed udnytte flest mulige af de jagtsituationer, der opstår.

I Danmark er drillingen ikke et almindeligt jagtvåben, men kan opnå bredere udbredelse i takt med, at det større hjortevildt spreder sig i landet. Våbentypen er dog fortsat hyppig i bl.a. Tyskland og Sverige, hvor de jagtlige traditioner og terrænerne fordrer denne type af jagtvåben.

Drillingen er vanskelig at producere og må fortsat håndlaves. Det er derfor ofte et mere bekosteligt jagtvåben end fx en riffel eller et haglgevær.

Drillingen, som her beskrevet, benævnes også af og til en hagldrilling, da den har to haglpiber. Der findes drillinger med to riffelløb og et haglløb. De benævnes dobbeltriffeldrillinger. Har riffelløbene forskellige riffelkalibre betegnes våbnet som en bockdrilling. Der findes også drillinger med tre riffelløb. Alle disse våbentyper er yderst sjældne i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig