En bockbüchsflinte er et kombinationsvåben, der anvendes til jagt. Våbenet består af en riffelpibe og en glatløbet haglgeværspibe. På en bochbüchsflinte ligger piberne oven på hinanden i modsætning til på en büchsflinte, hvor piberne ligger ved siden af hinanden.

Fordelen ved en bockbüchsflinte er, at man hurtigt kan vælge mellem at afgive et riffelskud eller et haglskud. Riffelløbet anvendes til det større vildt og på lange afstande, mens haglskuddet anvendes til det mindre vildt på korte afstande og som typisk er i bevægelse. Det giver bredere muligheder for at udbytte de jagtsituationer, der opstår under en jagt. Ulempen er, at man kun har en haglpibe. Normalt består et haglgevær af to piber, så man hurtigt har muligheden for at følge et ringe første skud op med et ekstra skud. Der findes de såkaldte drillinger, som består af en riffelpibe og to haglgeværsløb, til at imødekomme dette. De er til gengæld ofte tungere end den lette bockbüchsflinte og i en højere prisklasse.

Det har sjældent praktisk betydning om man vælger en bockbüchsflinte eller büchsflinte. Det er smag og behag. Ingen af våbentyperne er almindelige på jagt i Danmark; dog er førstnævnte den mest almindelige af de to våbentyper herhjemme. Begge typer ses oftere på jagt i Tyskland og Sverige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig