café

Artikelstart

Café, serveringssted. De første caféer (kaffehuse) i Europa opstod, da kaffen kom hertil ca. 1600. De blev vigtige mødesteder for politisk diskussion og nyhedsudveksling, men også for kortspil, skak o.l. En variant opstod i Wien, konditoricaféen, der især tiltrak kvinder med sit udbud af kager og tilbehør til kaffen. Også musikcaféen opstod i Wien. Andre cafétyper er dansecaféer og cabaretcaféer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet er fransk, tidl. cabaret à café 'kaffelokale', fra arabisk qawah 'kaffe'.

I København har der været caféer siden første halvdel af 1700-t., mens kunstnercaféer, hvor publikum kunne få et glimt af berømte personer, nåede byen i slutningen af 1800-t. og eksisterede til 1930'erne. Mest kendt blev A Porta og Hotel d'Angleterres café på Kgs. Nytorv samt Bernina på Strøget. Imidlertid genskabtes caféen i 1970'erne efter fransk og italiensk forbillede som mødested for unge mennesker, først med etableringen af Café Sommersko i København i 1976, snart efter med caféer over hele landet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig