Borg (Borge i Danmark), I Danmark var tilflugtsborge i brug endnu i vikingetiden, men trelleborgene fra sidste halvdel af 900-tallet var snarest kaserner for deltagerne i de store Englandstogter. De første vidnesbyrd om middelalderborge er fra 1100-tallet. Det er fuldt udviklede anlæg: Bastruptårnet ved Farum hævder sig internationalt, og Søborg i Nordsjælland er en almindelig, vesteuropæisk ringmursborg.

Der var andre borge allerede i 1100-tallet, men først i Valdemarstiden skabtes et effektivt rigsværn ved grænserne og overfartsstederne mellem landsdelene. Det omfattede også Kalundborg og København, der byggedes for kronen af Esbern Snare og Absalon. Vordingborg var længe mægtigst og vigtigst, men borgene på den skånske Øresundskyst fik stor betydning pga. Skånemarkedet. Den private borg kom sent til Danmark og fik kun en levetid på ca. 100 år.

Fra slutningen af 1200-tallet befæstede stormænd deres gårde, og borgbyggeriet voksede i takt med pantsættelsen af kronens gods. Nogle af den tids private borge ligner de ældste franske, men flertallet unddrager sig typologi som Næsholm i Odsherred.

Valdemar 4. Atterdags genrejsning af kronen og Margretes endelige konsolidering af den gjorde en ende på privat borgbyggeri, der blev forbudt i 1396 og aldrig genoptaget, skønt kong Hans' håndfæstning af 1482 tillod adelen at befæste sig. Gjorslev på Stevns viser, at selv landets mægtigste efterlevede forbudet, og Glimmingehus i Skåne fra 1500 er ikke alvorligt ment, men udtrykker drømmen om fortiden. Spøttrup i Salling fra ca. 1520 er derimod et moderne forsvarsværk mod kanoner. Den slags fæstningsværker byggede kronen, da rigsværnene moderniseredes efter Grevens Fejde, fx i Malmø og Aalborg. Adelen byggede slotte som Hesselagergård og Egeskov.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig