Margrete 1.

Margrete 1. var en dansk-norsk-svensk regent, dronning af Norge. Hun var yngste datter af Valdemar 4. Atterdag og dronning Helvig. Margrete 1. betragtes som en af de betydeligste regenter i Danmarks middelalder. Hendes navn forbindes først og fremmest med dannelsen af Kalmarunionen, der blev rammen om det følgende århundredes nordiske historie.

Kun seks år gammel blev Margrete i 1359 forlovet med den 18-årige kong Håkon 6. Magnusson af Norge, søn af den svensk-norske kong Magnus Eriksson "Smek". Brylluppet fandt sted i København 9.4.1363. Kong Håkon var efter sin brors død tillige udset som kommende regent i Sverige, men kort efter brylluppet afsatte de svenske stormænd imidlertid Magnus Eriksson og hyldede i stedet Albrecht af Mecklenburg som svensk konge.

Den lille barnedronning blev ført til det norske kongeslot Akershus, og Merete Ulfsdatter blev udnævnt til hendes hofmesterinde. Merete var datter af den hellige Birgitta af Vadstena, og hermed knyttedes et stærkt bånd til birgittinerordenen. I 1370 fødte Margrete sønnen Oluf, der blev kongeparrets eneste barn.

Da Valdemar Atterdag døde i 1375, var der ikke udpeget en efterfølger til den danske trone; hans søn, Christoffer, var død ti år tidligere. Valdemar havde i sin tid peget på Albrecht, en søn af hans ældste datter, Ingeborg, men hun tilhørte det mecklenburgske fyrstehus, og det danske rigsråd havde aldrig godkendt aftalen. Efter en hektisk magtkamp blev den femårige Oluf (2.) derfor valgt til dansk konge med sine forældre som formyndere. I 1380 døde Håkon og blev efterfulgt af sin nu tiårige søn (Olav 4. som norsk konge), og dermed stod Margrete pludselig som den egentlige magthaver i både Danmark og Norge.

Den første store opgave, som Margrete stod over for, var spørgsmålet om hansestædernes besiddelse af Skåne. Ifølge Stralsundfreden 1370 skulle landsdelen leveres tilbage til Danmark i 1385, men de mange indtægter fra bl.a. det store sildemarked gjorde det meget tvivlsomt, om aftalen ville blive overholdt. Et af pressionsmidlerne, som Margrete og det danske rigsråd valgte, var udsendelsen af en regulær kaperflåde, som plyndrede hansestædernes skibe. Taktikken lykkedes, og Skåne kom tilbage til Danmark. Ligeledes sikredes freden i Sønderjylland for en lang periode, da Margrete i 1386 forlenede grev Gerhard 6. af Holsten med hertugdømmet Slesvig.

I 1387 døde den knap 17-årige kong Oluf på Falsterbo Slot, og dermed var også grundlaget for Margretes magtstilling i Danmark og Norge borte. Blot en uge efter sin søns død blev Margrete kåret til "fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder" på landstinget i Lund — en titel, der var helt uden sidestykke. Valget, der kort efter blev fulgt op i Norge med en tilsvarende titel, er gennem tiderne blevet vurderet meget forskelligt; nogle har set det som en naturlig følge af begivenhederne, mens andre nærmest har betragtet det som et statskup. Under alle omstændigheder forbigik man også denne gang Margretes nevø, Albrecht.

I Sverige var der brudt åbent oprør ud mod kong Albrecht. Ved hemmelige underhandlinger tilbød de svenske stormænd at overgive regeringen til Margrete, og i 1388 blev hun hyldet med samme titel i Sverige som i Danmark og Norge. Slaget ved Falköping året efter, hvor Albrecht og hans søn blev taget til fange, blev afgørende for hendes faktiske magtovertagelse i Sverige.

Gennem de følgende år søgte Margrete at bringe orden i de kaotiske indre forhold, bl.a. ved udsendelsen af en række lovforordninger i Danmark og Sverige, der i høj grad begrænsede adelens magt, herunder et forbud mod at opføre private borganlæg.

Med indgåelsen af Kalmarunionen i 1397 blev de nordiske riger forenet i et samlet monarki, der dog opretholdt de enkelte rigers lovgivning. Desuden omfattede unionen store dele af det nuværende Finland, som var en intergreret del af det svenske rige. Den ydre anledning var kroningen af Margretes ca. 15-årige fostersøn, Erik 7. af Pommern, der som oldebarn af Valdemar Atterdag også tilhørte kongeslægten. Der er dog ingen tvivl om, at Margrete bevarede en næsten enevældig magtstilling til sin død. Herom vidner bl.a. en bevaret instruktionsskrivelse til Erik af Pommern fra 1404/05 i forbindelse med hans rundrejse i Norge.

I 1412 døde Margrete i Flensborg, hvor hun havde søgt at stilne nye uroligheder i Slesvig og Holsten. Liget blev bragt til Sorø Klosterkirke, men året efter blev det overført til Roskilde Domkirke af hendes nærmeste rådgiver, bispen Peder Jensen Lodehat. Her iscenesattes hendes gravlæggelse med en stor kirkefest. Der blev udført et gravmæle med en legemsstor alabastfigur af dronningen. Sarkofagen blev opsat i 1423.

Som person er Margrete 1. blevet vurderet meget forskelligt. I ældre historieskrivning blev hun stærkt idealiseret som den uselviske unge dronning, der efter sin søns død overtog regeringen for at redde landet. Nu er dette billede veget for en erkendelse af, at Margrete i høj grad agerede på baggrund af stærke personlige magtambitioner. Kombineret med store politiske evner og situationsfornemmelse gav det hende mulighed for at overskride de grænser, der normalt udelukkede kvinder fra ledende regeringsposter.