bjørnejagt

Jagten foregår først og fremmest med løs hund, som er den klassiske jagtform i Norden. Fremgangsmåden minder om elgjagt, men der tages naturligvis helt andre forholdsregler i jagten på et så stort og potentielt livsfarligt dyr.

Det tilstræbes, at slippe hunden på erkendte og friske bjørnespor, så den ikke løber sig træt i søget efter bjørn først. Når hunden får fært af bjørn, skal den forfølge bjørnen og indhente den. Afhængig af race og formål skal hunden eller hundene enten forsøge at drive bjørnen frem mod de udposterede skytter eller stille bjørnen, dvs. at hunden ved sin gøen og adfærd får bjørnen til at stå stille og fokusere på hunden. Bjørnen er ikke bange for hundene, som oftest er langt mindre end den selv, men den forstår udmærket, at den bliver jaget. Derfor opfatter den det som bedst mulighed at krybe ind under et grantræ eller bag en klippeblok og afvente. Dygtige stillende hunde skal kunne blive stående i mange timer og fastholde bjørnen her uden at røre den eller selv komme til skade. Hermed opstår muligheden for, at jægeren kan snige sig ind på sit bytte og afslutte jagten.

Bjørnejagt kan også bedrives som pyrschjagt, hvilket dog er usædvanligt. En anden effektiv tilgang er anstandsjagt ved udlagte ådsler eller ved modne havremarker. Her kan jægeren fra fx et jagttårn nedlægge bjørnen under kontrollerede forhold med et sikkert skud.

Uanset jagtform er bjørnejagt altid forbundet med en særlig aura og en høj grad af ærefrygt. Hver år sker der desværre også ulykker, hvor bjørnen, forståeligt nok, giver kamp til stregen. Derfor er det de fleste steder er krav, at alle skytter består en såkaldt bjørneprøve på skydebanen, hvor relevante skydefærdigheder afprøves. Det er absolut anbefalelsesværdigt for alle parter, at første skud er umiddelbart dræbende.

• bjørne
• storvildt