Birkebeiner, kampgruppe i Norge, der opstod i 1174 under ledelse af Øystein Møyla. Navnet birkebeiner hentyder til en benklædning af birkebark. Den færøske præst Sverre, angiveligt søn af kong Sigurd 2. Munn, blev i 1177 deres leder. Birkebeiner var én blandt flere grupper, som opstod i Norge i 1100-t. pga. sociale og økonomiske ændringer i samfundet. Disse grupper repræsenterede den mindrebemidlede del af befolkningen, og de holdt navnlig til i de østnorske skovegne. Under Sverres fremragende ledelse kom birkebeinerne til at spille en vigtig rolle i norsk historie. Efter at være blevet udråbt til konge vandt Sverre i 1179 hele Nordnorge. I det store søslag ved Fimreite faldt kong Magnus 5. Erlingsson og med ham de fleste af landets stormænd, hvorefter disses godser og lokale magt blev overtaget af birkebeinerne. Sammen med dem opbyggede Sverre herefter et centralstyret kongedømme, der var uden lige i samtidens Vesteuropa. Sverre hævdede kirkens nationale status og kom i hård strid med biskopperne og stormændene i Sydøstnorge — Baglerne. Sverres efterkommere på den norske trone støttedes af birkebeinerne ind i højmiddelalderen.