Albansk er modersmål for ca. 6 millioner albanere. Det er rigssprog i Albanien og hovedsprog i Kosovo, hvor det tales af ca. 90 procent af befolkningen. Albansk tales endvidere i Italien (Calabrien og Sicilien), i Grækenland, Makedonien, Montenegro og Ukraine samt som indvandrersprog i Vesteuropa og USA. Albansk danner sin egen sproggren inden for de indoeuropæiske sprog. Der er to hoveddialekter: gegisk, der tales i Nordalbanien, Kosovo, Makedonien og Montenegro, og toskisk, der tales i Sydalbanien, Italien og Grækenland. De to dialekter er meget forskellige, hvad angår udtale, bøjningsformer og ordforråd.

Faktaboks

Også kendt som

På albansk kendt somt gjuha shqipe

Den ældste bevarede større tekst på albansk er Gjon Buzukus Messebog fra 1555, der er skrevet på gegisk dialekt. Fra tidligere tid foreligger kun navnegods og en dåbsformel. Ægtheden af et filosofisk-historisk værk på gegisk dateret 1210, der blev fundet i Vatikanbiblioteket i 2002, har endnu ikke kunnet bekræftes. Fra 1500-tallet er sproget fyldigt overleveret. Albansk skriftsprogsnorm er baseret på toskisk, men indeholder også gegiske elementer.

Balkansprogforbund

Typologisk indgår sproget i Balkansprogforbundet med bl.a. rumænsk, bulgarsk-makedonsk og nygræsk og har sammen med disse en række morfologiske og syntaktiske særtræk, som fx manglende infinitiv og foregribende markering af objekt. Ligesom rumænsk og bulgarsk-makedonsk har albansk efterhængt bestemt artikel, og som rumænsk har det udviklet en kopulativ artikel. I albansk kan visse præpositioner styre nominativ.

Morfologien er kompliceret: Nominet har fire kasus, verbet har personmarkering ved endelser og er omfattende varieret med hensyn til tider og modi; med modus admirativ udtrykkes således overraskelse. Overordnet kan siges, at kasusstrukturen ligner de øvrige balkansprogs, mens tempusstrukturen i store træk er som i de vesteuropæiske sprog.

Basisordforrådet viser sprogets indoeuropæiske oprindelse: dy 'to', tre 'tre', natë 'nat', ti 'du', ju 'I'. Men ordforrådet er også præget af en så stor mængde indlån, at sprogvidenskaben i 1800-tallet betegnede albansk som et blandingssprog (indoeuropæisten August Schleicher kaldte det et "fordærvet" græsk sprog). Sproget er præget af indlån fra latin og græsk, hvoraf de ældste ofte er albaniseret til uigenkendelighed; fx er mbret, 'konge', opstået af latins imperat(or), rërë 'sand' af latins arena. Det osmanniske styre har udvidet det albanske ordforråd især med nærorientalske kulturord (mest persisk og arabisk), formidlet via tyrkisk, senere har albansk optaget mange internationale ord, især italienske og engelske.

Den danske lingvist Holger Pedersens studier (i 1890'erne) inden for albansk historisk grammatik har internationalt haft stor betydning for udforskningen af sprogets udvikling.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig