Wien (Historie)

I nærheden af en keltisk bosættelse anlagde romerne ca. 100 e.v.t. legionslejren Vindobona ved Romerrigets grænse. Civilbosættelsen, der opstod i tilknytning hertil, blev i begyndelsen af 200-tallet ophøjet til municipium. I slutningen af 300-tallet blev Vindobona brændt ned, og man kender ikke meget til dens historie i de følgende århundreder.

I folkevandringstiden lå her en boplads, der i en skriftlig kilde fra 881 for første gang omtales som Wenia. I 900-tallet var området under ungarsk herredømme, og byen kaldtes da Becs (dvs. 'ved den stejle kant'), som Wien stadig hedder på ungarsk og på serbokroatisk.

I 1156 slog markgreverne af Babenberg sig ned i byen; de var begyndt at fordrive ungarerne og dermed at udvide det tyske kejserriges sydøstlige grænseområde, som de havde fået som len.

Wien begyndte snart at blomstre, både kulturelt og økonomisk, især efter at babenbergerne kunne udbygge og befæste Wien for en del af de løsepenge, som de havde skaffet sig ved at tage den engelske kong Richard 1. Løvehjerte til fange på hans vej hjem fra Palæstina. Babenbergerne uddøde i 1246. Kong Rudolf 1. af Habsburg gjorde 1278 Wien til sin hovedstad.

1500- og 1600-tallet var præget af Osmannerrigets ekspansion og af religionskampe. I 1529 belejrede osmannerne (tyrkerne) byen for første gang, men formåede ikke at indtage den. Osmannernes herredømme over det nærliggende Ungarn betød, at Wien mistede betydning som handelsknudepunkt. I 1551 blev jesuitterne tilkaldt for at bekæmpe protestantismen, men det tog 80 år, før protestanterne var fordrevet fra byen.

Efter Trediveårskrigen og efter at den anden og alvorligste osmanniske belejring i 1683 var blevet afværget, prægede habsburgerne bybilledet med mange bygninger i barokstil.

Josef 2.s reformer mildnede den religiøse tvang — jesuitterne blev således fordrevet i 1773 — men styrkede samtidig bureaukratiet (se josefinisme). Napoleon indtog byen i 1805 og igen i 1809, og efter hans fald fastlagde Wienerkongressen 1814-1815 Europas politiske nyordning.

Under revolutionen i 1848 fandt hårde gadekampe sted i Wien. Revolutionen blev slået brutalt ned, men indvarslede en periode præget af liberalisering og en vis industrialisering, ledsaget af en kraftig udbygning af storbyen Wien og voksende social elendighed.

Den kristelig-sociale politiker Karl Lueger gennemførte som byens borgmester 1897-1910 de første sociale reformer, men hans politik bar tillige præg af den herskende antisemitisme, der fra 1880'erne blev racistisk og ikke længere religiøst begrundet.

Da den sidste habsburgske kejser, Karl 1., takkede af i 1918, var Wien ikke længere centrum i et stort rige med mange folkeslag, men en lille nationalstats alt for store hovedstad.

I 1920'erne gennemførte soialdemokraterne en række reformer, især et stort boligprogram, som de fascistiske strømninger efter 1933 betød afslutningen på. Ved Østrigs indlemmelse i Tyskland 1938 (Anschluß) holdt Hitler sin berømte tale på Wiens Heldenplatz, og i 1945 efterlod han en by, der blev kontrolleret af de fire allierede, og hvor en femtedel af bygningerne var ødelagt.

Siden Østrigs uafhængighed i 1955 har skiftende regeringer satset på at gøre Wien til et trækplaster for kunst- og kulturinteresserede turister, til et konferencecenter og til hjemsted for internationale organisationer.

Bl.a. har OPEC, OSCE og forskellige FN-organisationer, såsom det internationale atomenergiagentur IAEA, deres hovedsæde i Wien. Siden den kolde krigs afslutning i ca. 1990 og en politisk højredrejning i Østrig ved 1990'ernes slutning har byen, hvis borgere traditionelt stemmer socialdemokratisk, fortsat varetaget sin gamle rolle som centraleuropæisk sprog- og kulturformidler mellem øst og vest.