Fyrretræsplade fra Vindolanda, hvorpå Claudia Severa sender en fødselsdagsinvitation til sin veninde Lepidina: Den 11. september, søster, har jeg fornøjelsen at bede dig, om du vil komme til os på min fødselsdag. Hvis du kommer, vil du gøre dagen mere glædelig for mig ved din tilstedeværelse. Hils din mand Cerialis. Min egen Aelius sender hilsener til dig og drengene. Jeg vil vente dig, søster. Hav det godt, søster, min kæreste sjæl, som jeg forhåbentlig også må have det - og farvel. Brevet er det ældste kendte eksempel på en kvindes håndskrift. Claudia Severa har dog kun skrevet de sidste linjer, mens størsteparten skyldes en professionel skriverhånd.

.

Vindolanda er et romersk fort for hjælpetropper lige syd for Hadrians mur. Vindolandafortet ligger omtrent midt på Hadrians mur mellem den engelske vest- og østkyst. De tidligste faser af fortet blev bygget i midten af 80’erne e.v.t. Dermed er det tidlige fort ældre end muren, som blev bygget senere under Hadrian (regerede 117-138 e.v.t.). Vindolandafortet var i brug til og med 4. århundrede e.v.t. og er særligt berømt for de hundredvis af velbevarede trætavler med skrift fra 1. og 2. århundrede e.v.t., der fundet på stedet.

Faktaboks

Etymologi

Navnet er fra oldtidens keltisk og består af *vindos 'hvid, smuk' og *landa 'område, slette', historisk samme ord som dansk land.

Vindolandatavlerne

Trætavlerne varierer lidt, men de er millimetertynde og typisk på størrelse med postkort. Der er anvendt blæk til at udfærdige optegnelser og skrive breve på de mange tavler. Indholdet dækker alt fra logistiske optegnelser over militære forsyninger til private korrespondancer mellem civile. Særlig berømte er de tavler, som knytter sig til befalingsmanden Flavius Cerialis’ husstand. Cerialis var præfekt for en kohorte af bataviske hjælpetropper udstationeret i Vindolanda omkring 100 e.v.t. Blandt brevene fra husstanden indgår en fødselsdagsinvitation, som Cerialis’ hustru, Sulpicia Lepidina, har modtaget fra en veninde, der er gift med befalingsmanden fra et af de andre fort på den nordlige romerske grænse.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig