Faktaboks

Vedbæk Kirke
Sogn
Vedbæk Sogn
Provsti
Rudersdal Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Rudersdal Kommune
Vedbæk Kirke

Kirken, der er opført som kapel 1870-1871 efter tegning af arkitekt Vilhelm Tvede, består af et kor og et skib med korsarmskapeller mod nord og syd samt et tårn mod vest, som også indeholder et våbenhus. Foto: 2006.

Vedbæk Kirke
Af .

Vedbæk Kirke er en sognekirke, der ligger smukt i det sydlige Vedbæk med skov og sø mod nord.

Kirkegård

Kirkegården, som ligger nordvest for kirken, er omgivet af hække samt af skoven mod øst. I kirkegårdens sydøsthjørne nord for kirken ligger et trefløjet kapel og en menighedsbygning fra 1925.

Kirkebygning

Kirken, der er opført som kapel 1870-1871 efter tegning af arkitekt Vilhelm Tvede, består af et kor og et skib med korsarmskapeller mod nord og syd samt et tårn mod vest, som også indeholder et våbenhus. Bygningen er opført i røde teglsten på en sokkel af granit og er holdt i en historiserende, nyromansk stil. Udvendigt er kirken rigt dekoreret med rundbuefriser på gesimserne på såvel langmure som gavle og tårnet.

Indvendigt præges skibet af det ene store krydshvælv, som dækker korsskæringen, mens koret dækkes af et tøndehvælv. Både vægge og loft såvel som det meste af inventaret er hvidmalet og skaber derfor en levende kontrast til korets vinduesgruppe fra 1946, som består af tre rundbuede vinduer med glasmosaikker af Kristi himmelfart.

Inventar

Kirkens ældste inventarstykke er prædikestolen, som stammer fra kirkens opførelsestid. Den er lavet af egetræ og er i fem fag, som er udsmykket med malerier af evangelisterne og Jesus. Den er primært stafferet (forskønnet) i hvid, men med forgyldning langs felternes arkader.

Kirkens døbefont fra 1932 er udført i marmor. Over døbefonten hænger et krucifiks i bronze, som blev udført af kunstneren Jens Urup i 1971.

Alteret er udsmykket med et bronzekrucifiks fra 2008, der ligesom det første er skabt af Jens Urup. På alteret hænger en Kristusfigur i guld.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig