Usbekistans historie

Usbekistan (Historie), Usbekistan dækker et område, der i årtusinder har spillet en nøglerolle i Centralasien (se Centralasien (historie)). Hertil kom de muslimske usbeker omkring 1500 fra deres nomadetilværelse på stepperne mod nord og slog sig ned omkring byerne Bukhara, Samarkand og Khiva, hvor de blandede sig med den fastboende tyrkisksprogede og persiske befolkning. Dette første usbekiske rige blev i slutningen af 1500-t. opsplittet i khanaterne Bukhara og Khiva, der sammen med khanatet Kokand var blandt de vigtigste magtfaktorer i området indtil Ruslands ekspansion mod syd. Den indledtes i 1865 med en storm på Tasjkent, der af den russiske regering betragtedes som porten til Centralasien. Tasjkent blev i 1867 det administrative centrum for generalguvernementet Turkestan, der omfattede de nordlige dele af Kokandkhanatet samt de sydlige dele af det nuværende Kasakhstan. 1868-76 underlagde Rusland sig Samarkand, Bukhara og Khiva, der blev protektorater, samt Kokand, der blev indlemmet i Rusland. Russerne blandede sig ikke meget i de interne forhold i Turkestan. I 1880'erne og 1890'erne blev Den Transkaspiske Jernbane fra Krasnovodsk ført over Samarkand og Tasjkent ind i Ferganadalen, og i 1906 åbnedes jernbanen mellem Tasjkent og Orenburg. Ad jernbanerne transporteredes områdets vigtigste produkt, bomulden, til de russiske væverier.

I 1917 udråbtes Sovjetmagten i Turkestan. Den blev imødegået af de såkaldte basmatji, en antirussisk og antibolsjevikisk guerillabevægelse. I 1924 dannedes Den Usbekiske SSR, hvor tadsjikerne kom til at udgøre et stort mindretal, og sovjetiseringen satte ind med bekæmpelse af muslimske og nationale traditioner og kollektivisering af landbruget. Fra 1989 har Islam Karimov været landets leder, først som partichef, fra 1991 som folkevalgt præsident og efter Sovjetunionens opløsning som formand (indtil 1996) for det omdøbte kommunistparti, Det Demokratiske Folkeparti, landets dominerende parti. I 1995 fik han ved en folkeafstemning forlænget sin embedsperiode med fem år. Ved præsidentvalget i 2000 vandt han over sin eneste modkandidat med 91,9% af stemmerne. Gennemførelsen af dette valg og parlamentsvalget i 1999 blev skarpt kritiseret af valgobservatører fra OSCE, som Usbekistan er medlem af. Karimov har slået hårdt ned på enhver form for opposition, og demokrati og menneskerettigheder har ringe kår i landet. Ved en folkeafstemning i 2002 fik han sin embedsperiode forlænget med to år til 2007. Hans styre er blevet stadig mere autoritært. Oppositionspartier er forbudte, og der sker grove krænkelser af menneskerettighederne. I 2004 afholdtes valg til et nyt parlament uden deltagelse af oppositionen, og OSCE's observatører konkluderede, at gennemførelsen af valget langt fra levede op til Usbekistans forpligtelser over for OSCE. Karimov bekæmper islamisk ekstremisme i skikkelse af Usbekistans Islamiske Bevægelse og Hizb-ut-Tahrir. Internationale långivere og investorer er tilbageholdende pga. manglende økonomiske reformer; den europæiske udviklingsbank EBRD skar i 2004 kraftigt ned på hjælpen til landet, og Verdensbanken erklærede i begyndelsen af 2006, at den ikke ville yde lån til Usbekistan i overskuelig fremtid. I 2001 gik landet med i den USA-ledede antiterrorkoalition og stillede flybasen Karshi-Khanabad i Sydusbekistan til rådighed for dens angreb på Afghanistan. I maj 2005 kom det til uroligheder i byen Andizjan i Ferganadalen, hvor folk i flere måneder havde demonstreret fredeligt mod fængslingen af 23 lokale forretningsfolk, som var anklaget for islamisk ekstremisme. Bevæbnede oprørere stormede fængslet og befriede de 23 og flere andre indsatte. Senere åbnede sikkerhedsstyrker ild mod demonstranter på en central plads i byen, og flere hundrede ubevæbnede civile blev dræbt; det lykkedes dog mere 500 at flygte over grænsen til Kirgisistan. Regeringen anklagede militante muslimer for at stå bag demonstrationerne, men ville ikke gå med til en uafhængig undersøgelse på opfordring af USA. Da USA ydermere hjalp til med at evakuere de usbekiske flygtninge fra Kirgisistan, gav den usbekiske regering de amerikanske styrker 180 dage til at forlade Karshi-Khanabad-basen. Rusland og Kina billigede nedkæmpelsen af demonstrationerne i Andizjan og menes at have lagt pres på Usbekistan for at tvinge USA ud af landet. Forholdet til Rusland er blevet forbedret, siden Vladimir Putin blev russisk præsident; landene har indgået aftaler om strategisk partnerskab (2004) og om militært og økonomisk samarbejde (2005). I september 2005 afholdtes for første gang siden Sovjetunionens opløsning fælles militærøvelser, og i juni 2006 styrkede Usbekistan sine sikkerhedspolitiske bånd til Rusland ved at indtræde i den kollektive sikkerhedstraktats organisation CSTO. Forholdet til Kina udbygges inden for rammerne af Shanghai-samarbejdsorganisationen SCO. EU er begyndt at hæve de sanktioner mod landet, som blev indført efter begivenhederne i Andizjan, selv om EU's krav kun er blevet delvis opfyldt. Baggrunden herfor er EU's interesse i direkte leverancer af gas fra Usbekistan via Turkmenistan uden om Rusland. USA er ligeledes begyndt at genoptage de militære forbindelser med Usbekistan for at sikre alternative forsyningsruter til de allierede styrker i Afghanistan, efter at der er opståët problemer omkring den fortsatte anvendelse af Manas-basen i Kirgisistan. Såvel EU som USA lægger i denne forbindelse mindre vægt på Usbekistans krænkelser af menneskerettighederne, der bl.a. har givet sig udslag i, at så godt som alle udenlandske ngo'er er blevet tvunget ud af landet, herunder UNHCR.

I december 2008 blev Islam Karimov genvalgt som præsident for syv år, hvorefter han i 2015 atter blev genvalgt. Han fortsatte sin autoritære politik indtil sin død i 2016.

Læs mere om Usbekistan.