Bukhara. Ismails mausoleum, opført i 900-t. Den lille bygning bærer vidnesbyrd om samanidernes fine kunstneriske kultur. Med anvendelse af enkle geometriske elementer som kubus og halvkugle er den opført udelukkende af teglsten, som også danner mønstrene i murværket. Mausoleet blev forbillede for talrige bygninger i senere islamisk arkitektur.

.

Bukhara, regionshovedstad i Usbekistan; 263.400 indbyggere (2009). Byen er vokset kraftigt siden 1960, bl.a. som følge af store olie- og gasfund i omegnen. Kanalvand fra floderne Zeravsjan og Amu Darja kunstvander området, og bomuld, silke, fødevarer og pelsværk (karakul) er grundlag for byens letindustri. Byens gamle kunsthåndværkstraditioner er videreført, bl.a. guldbroderi.

Faktaboks

Også kendt som

Bokhara

Bukharas historiske bykerne er endnu omgivet af resterne af en bymur fra 1700-tallet, som har afløst ældre anlæg; på samme måde er citadellet den seneste af en lang række herskerboliger på samme kunstige høj. Bystrukturen synes ligeledes at have bevaret sine hovedtræk igennem tiderne.

Blandt de væsentligste historiske bygningsværker er mausoleet for samanideherskeren Ismail fra 900-tallet, et hovedværk i tidlig islamisk arkitektur. Bygningen er en kubisk kuppeloverdækket blok, hvis udsmykning består af raffinerede mønstre i konstruktionens teglværk.

Byens hovedmoské, Kalyanmoskéen fra 1514, er et gårdanlæg omgivet af bedehaller på alle fire sider. Herfra rager en turkisgrøn kuppel højt op over byens tage. Uden for den står en minaret fra 1127, der er en rest fra en tidligere moské på dette sted. Andre betydelige bygninger er de religiøse læreanstalter, medreser, der oftest er parvist placeret over for hinanden. Af Bukharas berømte basar er der kun bevaret to kuppelbygninger, der står i krydsningspunkter for de tidligere, overdækkede handelsgader.

Bukharas gamle bymidte er blevet optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Historie

Bukhara blev grundlagt senest i 100-tallet. Den nævnes i kinesiske kilder fra 400-tallet e.v.t. I 709 blev byen og området erobret af araberne. Med sin beliggenhed på en sidelinje til Silkevejen var byen allerede da et vigtigt handels- og kulturcentrum med forbindelser mod nord samt til Iran, Indien og Kina.

I 800- og 900-tallet hørte Bukhara under samanidedynastiet, der gjorde byen til hovedstad. Fra slutningen af 900-tallet til begyndelsen af 1200-tallet var området behersket af skiftende lokale nomadestammer af tyrkisk oprindelse. I 1220 erobredes det af mongolerne og i 1370 af den tyrkiske erobrer Timur Lenk, der imidlertid gjorde en anden oaseby, nemlig Samarkand, til hovedstad i sit rige.

I begyndelsen af 1500-tallet blev Bukhara og det omliggende territorium erobret af nomadestammen usbekerne, der fra ca. 1550 gjorde byen til centrum i Bukhara-khaganatet, ledet af en emir. Khaganatet eksisterede formelt indtil 1920, men var allerede traktatmæssigt blevet en del af Rusland i 1873. Bukhara blev belejret, bombarderet og indtaget af Den Røde Hær i 1920, og emiren blev afsat. Bukhara blev centrum i sovjetrepublikken Bukhara (182.000 km2; 2,2 millioner indbyggere, væsentligst usbekere, tadsjikere og turkmenere). Republikken blev dog opløst i 1924, og dens territorium delt mellem de nyoprettede sovjetrepublikker Usbekistan og Turkmenistan. En yderligere opdeling fandt sted, da sovjetrepublikken Tadsjikistan i 1929 udskiltes fra Usbekistan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig