USA - teater

Den ældste teatertradition i det nuværende USA er et spansksproget folkeligt teater, hvis rødder kan dateres tilbage til slutningen af 1500-tallet. Traditionen er stadig levende, bl.a. i Californien, hvor dramatikeren Luis Valdez (f. 1940) i forbindelse med en landarbejderstrejke i 1965 grundlagde teatertruppen Teatro Campesino, der styrkede den spansktalende befolknings kulturelle bevidsthed og fik betydning for dannelsen af fagforeninger.

Et engelsksproget teater kom kun langsomt i gang på grund af de tidlige kolonisters puritanisme, men fra begyndelsen af 1700-tallet begyndte de første britiske skuespillere at turnere i den nye verden, og i 1720'erne dukkede det første teaterhus op i Williamsburg, Virginia.

Hen imod århundredets midte og videre frem til Uafhængighedserklæringen i 1776 voksede teateraktiviteten med byernes vækst. Repertoiret var domineret af William Shakespeare og tidens britiske dramatikere.

Umiddelbart efter løsrivelsen fra England mødte teatret ny modstand fra puritanernes side, men fra 1785 voksede selskabet The American Company's renommé, som med støtte fra George Washington opnåede en slags monopol på at spille i New York, Philadelphia, Baltimore og Annapolis.

Flere britiske skuespillere kom til USA, og rivaliserende selskaber voksede frem. Store teaterhuse blev bygget, bl.a. Chestnut Street Theatre i Philadelphia 1794 og Park Theatre i New York 1798, som begge havde 2000 pladser.

Amerikaneren John Howard Payne (1791-1852) gæstespillede 1813 på Drury Lane i London, men ellers gik strømmen i 1800-tallet, både med hensyn til repertoire og store skuespillere, fra Europa til USA, og den originale amerikanske dramatik blev skrevet over europæiske modeller.

Dog opstod i første halvdel af 1800-tallet flodernes showboats, der turnerede med vaudeviller og melodramaer, og de særlige minstrel-shows, som bragte de sortes kultur på scenen.

Allerede ved 1900-tallets begyndelse var New York med 43 teatre den dominerende metropol. Imidlertid gik ensembleteatrene, hvor man som regel holdt sammen i længere tid og samledes om en særlig repertoirelinje, i opløsning, fordi teatersyndikater opkøbte og udlejede teaterhusene til mere profitable, stjernebesatte enkeltproduktioner, ofte iværksat af syndikaterne selv.

Broadway blev centrum for store kommercielle teatre, og siden har amerikansk teater været præget af denne dominans og af reaktioner mod den. Særlige ikke-kommercielle teaterinitiativer blev skabt med teatergrupperne Provincetown Players (1916) og Theatre Guild (1919), der spillede Eugene O'Neill og andre af tidens dramatikere.

Bag Theatre Guilds omfattende turnévirksomhed stod bl.a. ønsket om at demokratisere adgangen til teaterforestillinger. Sådanne demokratiseringstanker, der også verserede i Europa, førte i 1935 til Kongressens beslutning om at oprette institutionen American National Theatre and Academy (Anta).

Den fungerer som central for et netværk af ikke-kommercielle teatre og turnéer og fik i 1950 egen scene i New York, men modtager ikke offentlig støtte. Et for USA særligt initiativ udgår fra universiteternes teaterfaglige uddannelser, som har ført til dannelsen af en lang række universitetsteatre begyndende i 1915 ved Harvard med 47 Workshop og Yales store teater fra 1926. Universiteterne arbejder også ofte med tilknytning til de mange lokale Community Theatres og teatergrupper, som er opstået overalt.

Megen amerikansk spillestil er præget af skuespillerteknikken Method Acting, som med udgangspunkt i den russiske instruktør og teaterpædagog Konstantin Stanislavskijs arbejde blev grundstammen i det i 1947 stiftede Actors' Studio.

I New York kunne Clifford Odets', Arthur Millers og Tennessee Williams' socialkritiske dramatik endnu have premiere på Broadway, men efter 1950'erne blev det sværere, og fx Edward Albee debuterede på det Off-Broadway, som er opstået i opposition til Broadway sammen med et netværk af teatergrupper og gadeteatre.

På samme tid voksede en gruppeteaterbevægelse frem, som med sin voldsomme spillestil, sit politiske engagement og et pågående forhold til publikum ville revolutionere teatret. Sådanne grupper som the Bread & Puppet Theatre fik ved international turnévirksomhed i 1960'erne og 1970'erne stor indflydelse på gruppeteatre i Europa.

Hvor Broadway har haft en central position som arnested for megen væsentlig dramatik af international betydning, samler interessen omkring år 2000 sig i det store og hele omkring lystspil og musicals.

Nyere amerikanske dramatikere som Sam Shepard, David Mamet og Nicky Silver har fundet vej til scenen og international anerkendelse ad andre veje.