USA. I Lower East Side, New York, finder hjemløse i vinteren 1995 ly mellem papkasser, der er overdækket af presenninger.

.

USA er præget af store sociale forskelle; antallet af fattige forstået som personer med en indkomst under en statistisk beregnet minimumslevestandard har i 1990'erne svinget mellem 30 og 35 mio.

USA's sociale sikringssystem består af socialforsikringer for erhvervsarbejdende og omfatter indkomstbortfald ved sygdom, invaliditet og alderdom, men ikke sygebehandling. Desuden er der en vis sikring mod arbejdsløshed.

De fleste erhvervsarbejdende har betydelige private forsikringer, ofte i forbindelse med overenskomster med arbejdsgiveren, ligesom der forekommer frivilligt socialt arbejde og velgørenhed samt private institutioner, i mange tilfælde finansieret gennem projektstøtte fra skattebegunstigede fonde, oprettet af store erhvervsvirksomheder, fx Ford Foundation eller Rockefeller Foundation, eller med støtte fra særlige regeringsprogrammer, fx National Health Foundation.

I 1935 vedtog Kongressen Social Security Act som et led i den såkaldte New Deal, der med en række senere ændringer stadig er den væsentligste nationale sociale sikringslov; den indeholder afsnit om pensioner til ældre, invalider og efterladte, om dagpenge samt om lægebehandling for gamle og fattige.

Pensions- og dagpengeordningerne omfatter de fleste lønmodtagere og en del grupper af selvstændige erhvervsdrivende. Ret til fuld alderspension opnås ved 65-årsalderen; der kan fås reduceret pension ved tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Pensionens størrelse afhænger af størrelsen af den indkomst, der er betalt bidrag af; den udbetalte pension reduceres, når indkomster ved siden af pensionen overstiger en vis grænse.

Pensionsordningerne finansieres gennem lovpligtige bidrag fra de forsikrede og arbejdsgiveren. Bidragene beregnes efter en progressiv skala og har snarere karakter af øremærkede skatter end af forsikringspræmier.

Arbejdsløshedsforsikringen administreres af enkeltstaterne, idet den føderale regering dog har fastlagt visse minimumsstandarder. De fleste lønmodtagere er automatisk sikrede, men der er væsentlige undtagelser, fx tjenestefolk, visse landbrugsarbejdere og visse offentligt ansatte. Arbejdsgiverne betaler bidrag til forsikringen mod fradrag i skatterne til de føderale og statslige myndigheder.

For de mange amerikanere, som ligger under eller tæt på indkomstminimum, findes der et utal af offentlige, fortrinsvis statslige, og private hjælpeordninger, som yder hjælp under forskellige former. Som regel er det ikke nok at være fattig; fattigdommen skal have en plausibel årsag, som principielt ikke må være selvforskyldt.

Offentlige ordninger kan omfatte kontanthjælp til familier uden forsørger, til ældre og til svært handicappede. En meget anvendt form for hjælp er fødevarekuponer (food stamps), der lovligt kun kan benyttes til køb af fødevarer. De private hjælpeordninger er i vidt omfang egentlig velgørenhed.

Forsøg på at hjælpe mennesker ud af fattigdommen blev påbegyndt i 1964 under præsident Lyndon B. Johnson som led i den store kampagne mod fattigdommen, se Great Society. Indsatsen, som er føderalt finansieret, omfatter især beskæftigelsesprojekter for langvarigt arbejdsløse; omkring 2000 er bevillingerne faldet kraftigt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig