UNESCO's Verdensarvskonvention

UNESCO står bag mange konventioner på kultur- og uddannelsesområdet, men der er ingen tvivl om at Verdensarvskonventionen er den der er bedst kendt i offentligheden, både i Danmark og internationalt. Konventionens Verdensarvsliste rummer over tusind beskyttede områder, hvoraf mange på grund af deres særlige betydning også er internationalt kendt som populære turistattraktioner.

Verdensarv omfatter en række særlige områder, grupper af bygninger og monumenter, som UNESCO har anerkendt som så specielle, at de har ”enestående universel værdi”. Dermed menes en betydning, som overskrider kulturelle og nationale grænser, og som har værdi på globalt plan.

Til konventionen er knyttet særlige kriterier både for kulturelle værdier og for naturværdier. Et område skal opfylde mindst et kriterium for at kunne blive optaget på Verdensarvslisten.

Områder kan fx blive anerkendt for at være enestående eksempler på bygningsværker eller landskaber, som illustrerer særlige udviklinger i menneskehedens historie eller enestående vidnesbyrd om jordens geologiske udvikling. Eller det kan være enestående habitater, der understøtter bevaring af biodiversitet.

Verdensarvskonventionen har til formål at understøtte en international bevaringsindsats, men også at udbrede offentlighedens kendskab til verdensarv. Verdensarvslisten rummer 1199 områder (2024), og vokser hvert år, typisk med 20-30 nye tilføjelser. Den omfatter steder så forskellige som Great Barrier Reef, Venedig og Den Kinesiske Mur.

Verdensarvskonventionens internationale popularitet afspejles af, at 195 lande, herunder også Danmark, har tilsluttet sig. Palæstina, der ikke er medlem af FN, blev i 2011 anerkendt som medlem af UNESCO, og ratificerede straks derefter Verdensarvskonventionen. Den seneste stat som har tiltrådt konventionen er Tuvalu i 2023.

Hvis en medlemsstat forlader UNESCO, mister den sin stemmeret i organisationen. Det betyder dog ikke, at de verdensarvsområder, som befinder sig i det pågældende land, mister deres status som verdensarv.

Eksempelvis har Israel stadig ni områder på Verdensarvslisten, efter at det i politisk protest over UNESCO’s optagelse af Palæstina først ophørte med at betale sit kontingent, og efterfølgende udmeldte sig helt af UNESCO i 2017.

Beslutninger om forvaltningen af Verdensarvskonventionen træffes af Verdensarvskomitéen (The World Heritage Committee) ved årlige møder, som på skift holdes med et nyt medlemsland som vært. Komitéen består af repræsentanter for 21 stater, som vælges af deltagerstaternes generalforsamling.

Mandatperioden for medlemskab af komitéen er ifølge Verdensarvskonventionen seks år. Men i praksis vælger deltagerne i reglen at begrænse sig til fire år for at give andre stater mulighed for deltagelse.

Verdensarvskomitéen bistås i sit arbejde af tre organisationer, som yder ekspertrådgivning på konventionens område. IUCN (International Union for Conservation of Nature) foretager vurderinger og tilsyn af naturarv, mens ICOMOS (International Council on Monuments and Sites) spiller en tilsvarende rolle på kulturområdet. ICCROM (International Centre for the Study of the Preservation and Restoration of Cultural Property) bidrager med særlig ekspertise og træning i konservering af kulturarv.

Koordinering af det internationale arbejde med forvaltning af konventionen ydes af Verdensarvscentret (The World Heritage Centre), som er en del af UNESCO’s hovedkvarter i Paris.

For at et område kan blive verdensarv, skal det først optages på en såkaldt tentativliste, en liste over kandidater til optagelse på Verdensarvslisten. Alle lande der har tilsluttet sig Verdensarvskonventionen har deres egen tentativliste.

Medlemslandene bestemmer selv, hvilke områder der skal sættes på tentativlisterne. At et område er opført på en tentativliste er derfor ingen garanti for, at det kommer på Verdensarvslisten; det betyder blot at et medlemsland mener, at området har potentiale til optagelse.

Forberedelsen af den nødvendige dokumentation til at nominere et område som verdensarv er en arbejdskrævende proces som koster betydelige ressourcer i form af både tid, penge og ekspertbistand, hvilket også afspejles af, at langt fra alle konventionens medlemslande har steder optaget på listen. Blandt de 195 medlemslande har kun 168 et (eller flere) områder på Verdensarvslisten.

Verdensarvskomitéen godkender optagelse af områder på Verdensarvslisten på grundlag af forslag eller samtykke fra de lande, hvor områderne findes.

IUCN og ICOMOS vurderer forud for komitéens årlige møder nomineringsdokumenterne for de områder der søges anerkendt som verdensarv, og retter faglige anbefalinger om hvorvidt områderne bør optages på Verdensarvslisten.

Komitéen kan dog vælge at sidde anbefalingerne overhørig, og forvaltningen af Verdensarvskonventionen er i en årrække blevet kritiseret for, at politiske interesser og beslutninger har for stor indflydelse på bekostning af ekspertvurderinger.

De lande, hvor verdensarvsområderne findes, er forpligtet til at beskytte områderne. De præcise rammer afhænger af national lovgivning, som varierer. Men landene skal lave forvaltningsplaner, der understøtter bevaring af verdensarvsområdernes enestående universelle værdi.

Med ca. otte års mellemrum indsender medlemslandene rapporter til UNESCO over bevaringstilstanden i alle deres verdensarvsområder. Afrapporteringen går på tur efter verdensdel: Europa et år, Mellemøsten et andet osv.

Krige, naturkatastrofer eller pres fra moderne udvikling kan forårsage bekymring om, at bevaringen af et verdensarvsområdes særlige værdier er truet. I disse tilfælde kan UNESCO udsende en mission med eksperter for at vurdere områdets tilstand, fremsætte anbefalinger og kræve handling. Der kan desuden af en fælles fond gives økonomisk støtte til områder på Verdensarvslisten.

Der findes en særlig liste for "verdensarv, der er i fare", som skal understøtte målrettet international opmærksomhed og assistance. Den omfatter aktuelt 56 områder, hvoraf mange befinder sig i lande ramt af væbnet konflikt, fra Yemen til Ukraine.

At selv lande med både fred og velstand kan have problemer med at bevare deres verdensarv ses dog af, at man på listen over verdensarv i fare også finder den historiske bymidte i Wien, hvor UNESCO siden 2017 har påpeget, at rammerne for byplanlægning og kontrol med planlagt nybyggeri er utilstrækkelige og bør ændres. At den slags problemer opstår, illustrerer, at konventionens medlemslande også kan have andre interesser på spil, som konkurrerer med hensynet til bevaring af verdensarv.

Danmark tilsluttede sig Verdensarvskonventionen i 1979. Det er Slots- og Kulturstyrelsen, en enhed under Kulturministeriet, der har ansvaret for det danske rigsfællesskabs arbejde med Verdensarvskonventionen.

Det danske rigsfællesskab har elleve emner repræsenteret på Verdensarvslisten, heraf de tre i Grønland. Otte af disse områder er erklæret verdensarv på baggrund af deres kulturelle værdi, og tre er naturområder. Det første danske område, Jellingmonumenterne, kom på Verdensarvslisten i 1994, og den seneste tilføjelse, som fandt sted i 2023 er Harald Blåtands ringborge, som omfatter fem borge som er optaget kollektivt på listen: Trelleborg, Nonnebakken, Fyrkat, Aggersborg og Borgring.

På tentativlisten, som rummer de danske kandidater til optagelse på Verdensarvslisten, findes blandt andet Møns Klint.

Årene forud for Verdensarvskonventionens skabelse, fra indgangen til 1960’erne og frem, var præget af nye udviklinger, som kom til at sætte kultur- og naturarv på den internationale dagsorden. Særligt kom der i denne periode opmærksomhed på, at tiltagende pres forårsaget af moderne udvikling udgør en trussel mod verdens natur- og kulturarv, som det kræver internationale rammer og samarbejde at imødegå.

• UNESCO
• UNESCO's Verdensarvsliste
• Man and the Biosphere Programme
• miljøsamarbejde

• Den danske UNESCO nationalkommission