Telemark

.
Herøya
Herøya udenfor Porsgrunn er Norges største sværindustriområde med blandt andet kunstgødning-, plast- og magnesiumfabrikker.

Telemark er et norsk landskab og fylke sydvest for Oslo på 15.298 km2. Det har 173.300 indbyggere (2019).

Natur

Mod nordvest og i de centrale dele ligger snoede dalstrækninger med smålandbrug afbrudt af højfjeld, og længere mod syd mere tætbefolkede og frodige lavlandsområder ud mod Skagerrakkysten. Der ligger mange langstrakte søer i området, mange af dem forbundet af elve; centralt ligger Norsjø, der modtager vand fra store dele af området og selv afvandes gennem Skienselva til Skagerrak.

Erhverv

Landbruget spiller kun en mindre erhvervsmæssig rolle og findes især mod sydøst og ofte i kombination med skovdrift. Telemark er et af Norges mest industrialiserede områder. Meget tidligt var vandkraft en vigtig og lokaliserende faktor for industrialiseringen, og den var bl.a. bestemmende for etableringen af kemisk industri i Notodden og Rjukan. Nu er tyngdepunktet rykket mod sydøst til det sammenhængende bybånd omkring Porsgrunn og Skien, hvor der ud over kunstgødnings- og petrokemisk industri bl.a. er papir- og porcelænsfremstilling.

Turisme

Stor erhvervsmæssig betydning har også turismen med sommerferieområder på skærgårdskysten, bl.a. ved Kragerø, langs søerne og i fjeldområderne med Gausta, Lifjell og Blefjell som de vigtigste. Meget populær er Telemarkskanalen, hvor det gennem flere sluser er muligt at sejle fra Skien til Bandak. Også vinterturismen spiller en stor rolle, og i Morgedal, "Skisportens Vugge" og hjemstedet for skiløberen Sondre Norheim (1825-1897), ligger et skimuseum.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig