Porsgrunn

Herøya i Porsgrunn er Norges største sværindustrikompleks.

Porsgrun er en by i det sydøstlige Norge. Byen er sammenvokset med Skien og det sammenhængende byområde har 88.335 indbyggere (2011).

Byen opstod i 1600-tallet som ladeplads ved Skienselva, hvor denne løber ud i Frierfjorden ved Skagerrak. I 1807 blev den købstad under Skien og i 1842 selvstændig. Porsgrunn voksede kraftigt under industrialiseringen, hvor den fik jernbane, og hvor flere virksomheder slog sig ned, bl.a. den kendte porcelænsfabrik fra 1887. Senere kom jern- og metalindustrier til og i 1928 Norsk Hydros salpeterfabrik på Herøya. Fabriksanlægget er blevet udvidet flere gange siden, og nye produkter er kommet til. I dag er hovedprodukterne magnesium, NPK-gødning og PVC-plast. Fabrikkerne på Herøya og flere andre industrier gør Porsgrunn til en af Norges vigtigste industribyer, og havnen er en af landets største eksporthavne.

Selve byen, der rummer gamle kvarterer, er en mange km lang bebyggelse på begge sider af Skienselva; den er en del af et næsten sammenhængende bybånd, der strækker sig 30 km fra Skien i nord til Langesund ved Skagerrakkysten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig