Svetlana Aleksijevitj

Debutromanen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (1985) beskriver via en mangfoldighed af forskellige stemmer østfronten i 2. Verdenskrig fra et kvindeligt perspektiv. Den bygger på hundredvis af interview med kvinder, der deltog på sovjetisk side i krigen som alt fra piloter og soldater til sygeplejersker og partisaner.

Romanen er den første i en romancyklus på fem bøger viet til Sovjetunionens historie under betegnelsen Det røde menneske. Utopiens stemmer. I værkerne beskrives voldsomme begivenheder og katastrofer gennem et væld af almindelige sovjetborgeres øjne: Den Store Fædrelandskrig 1941-1945, Afghanistankrigen 1979-1989, Tjernobyl-ulykken i 1986 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Alle fem romaner er udkommet på dansk: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (1985, på dansk 2015), De sidste vidner (1985, på dansk 2017), Zinkdrengene (1989, på dansk 2016), Bøn for Tjernobyl (1997, på dansk 2018) og Secondhand-tid (2013, på dansk 2016).

Svetlana Aleksijevitj er født i den ukrainske by Ivano-Frankivsk og opvokset i Belarus. Hun er uddannet journalist fra universitetet i Minsk.

I sovjettiden havde Aleksijevitj svært ved at få sine værker godkendt af censuren, men det ændredes under Mikhail Gorbatjovs reformpolitik og glasnost og efter den politiske censurs ophævelse i 1990. Det selvstændige Belarus fastholdt imidlertid en stærk statsstyring, og under Aleksandr Lukasjenkos diktatur levede Aleksijevitj i en årrække (2000-2011) i eksil i Italien, Frankrig, Tyskland og Sverige. Hun vendte tilbage til Minsk i forbindelse med udgivelsen af Secondhand-tid, som udforskede postsovjetiske reaktioner helt op til 2012.

I august 2020 blev fredelige folkelige protester over svindel med det belarusiske præsidentvalg mødt med voldelig undertrykkelse fra myndighederne. I den forbindelse blev Aleksijevitj medlem af det Koordinationsråd, der arbejdede for en fredelig magtoverdragelse. Da alle andre medlemmer af Koordinationsrådet ligesom mange andre borgere efterhånden blev fængslet, måtte Aleksijevitj igen forlade landet og har siden 2021 opholdt sig i Tyskland.

I 2015 modtog Aleksijevitj nobelprisen i litteratur. I motivationen beskrev nobelkomitéen Aleksijevitjs tekster som "polyfone” og hendes forfatterskab som ”et monument over lidelse og mod i vor tid".

Aleksijevitj blev i 2021 tildelt Sonningprisen for sin store betydning for europæisk kultur.

• Ruslands litteratur