Spanien - historie (1975-1982)

Artikelstart

Spanien - historie (1975-1982), I november 1975 døde Franco, og Juan Carlos 1. blev konge. Den Francotro regeringschef, Arias Navarro, blev 1976 tvunget til at gå af til fordel for den moderate Adolfo Suárez, som straks tog skridt til at genindføre og sikre demokrati. Samme år afskaffedes de vigtigste af Francotidens politiske institutioner, og ved en folkeafstemning blev en række reformlove vedtaget.

Det første demokratiske parlamentsvalg, i juni 1977, blev vundet af Suárez' Demokratisk Centrum Union (UCD). Regeringen iværksatte straks udarbejdelsen af en ny forfatning, som med stort flertal blev vedtaget i 1978. Denne var ikke blot demokratisk, men i høj grad decentralistisk og definerede Spanien som en "stat af autonomier".

I de følgende år (1979-83) oprettedes 17 selvstyrende regioner med hver sin præsident, regering og parlament og med vidtgående kompetencer. Samtidig anerkendtes catalansk, galicisk og baskisk som officielle sprog. Til afgørelse af fortolkningsspørgsmål blev der nedsat en forfatningsdomstol.

Ved valget i 1979 blev Suárez' parti, UCD, det største, fulgt af socialistpartiet, PSOE. Samme år gennemførtes en radikal skattereform og andre foranstaltninger med henblik på at konsolidere det nye demokrati. I 1981 forsøgte konservative officerskredse et kup, men forgæves.

Læs videre om Spanien i NATO og EU, gå tilbage til starten af Spanien - historie, se den historiske oversigt eller læs om Spanien generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig