PSOE, Partido Socialista Obrero Español, spansk socialistparti, stiftet i 1879 med Pablo Iglesias som leder. Partiet blev i 1920'erne og 1930'erne præget af meget store stridigheder mellem forskellige fløje og personligheder som Indalecio Prieto y Tuero, der virkede for en moderat kurs, og Francisco Largo Caballero, som fra 1933 blev stadig mere revolutionær. PSOE var den bærende kraft i republikkens venstrefløjsregeringer og eksisterede efter Francos magtovertagelse i 1939 i eksil.

Partiet fornyedes igennem en moderat politisk linje i 1974 med valget af Felipe González som leder. PSOE vandt valget i 1982 stort og havde indtil 1993 absolut flertal. Efter skandaler om korruption og ulovlig efterretningsvirksomhed tabte partiet i 1996 valget og regeringsmagten til Partido Popular (PP).

Efter nederlaget blev Joaquín Almunia (f. 1948) leder af partiet, og han blev i 2000 afløst af José Luis Rodríguez Zapatero. I 2004 genvandt PSOE regeringsmagten og kunne beholde den efter parlamentsvalget i 2008; ved valget i 2011 mistede man den atter til PP.

Se også Spanien - politiske partier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig