Faktaboks

Juan Carlos 1.

Juan Carlos Alfonso Victor María de Borbón y Borbón

Født
5. januar 1938, Rom (Italien)
Juan Carlos 1
Juan Carlos 1. fotograferet i 2013, året før han abdicerede til fordel for sin søn, Felipe 6. af Spanien.
Juan Carlos 1
Af /Imago/Ritzau Scanpix.

Juan Carlos 1. er den tidligere konge af Spanien. Han var konge fra 1975 til 2014, hvor han abdicerede til fordel for sin søn Felipe 6., der er Spaniens nuværende konge. Juan Carlos er sønnesøn af Alfonso 13., der uden at abdicere forlod Spanien i 1931 kort efter proklamationen af Den 2. republik. Sammen med sin familie slog han sig ned i Rom, hvor Juan Carlos er født som ældste søn af tronarvingen Juan de Borbón.

Vejen til tronen

Efter aftale mellem Juan de Borbón og Spaniens diktator Francisco Franco kom Juan Carlos i 1948 til Spanien som kun 10-årig, hvor han fra 1955 gennemgik en militær uddannelse og siden studerede filosofi, politik og økonomi. I 1962 giftede han sig med prinsesse Sofía (f. 1938) af Grækenland, datter af kong Paul af Grækenland og dronning Frederika (1917-1981); Sofia er søster til Konstantin 2. Parret har tre børn, Elena (f. 1963), Cristina (f. 1965) og kronprins, senere kong Felipe 6.

Franco havde i 1947 ved lov proklameret, at Spanien var et monarki, men landet var uden en udpeget monark indtil 1969, da Juan Carlos blev udnævnt til prins. Under Francos sygdom i 1974-1975 udøvede Juan Carlos kortvarigt funktionerne som statschef, og to dage efter Francos død blev han i 1975 udråbt til konge.

Tiden som konge

Selvom Juan Carlos i 1969 havde sværget på Francobevægelsens principper, brød han i praksis ret hurtigt med den autoritære stat og var sammen med den af ham udpegede premierminister Adolfo Suárez fra 1976 den drivende kraft i omformningen af Spanien til et moderne demokrati. Ved forfatningen af 1978 blev Spanien et konstitutionelt monarki.

Det var en svær balancegang, fordi den demokratiske opposition tvivlede på hans sindelag, da hans adkomst til at blive konge af Spanien var sket som følge af Francos vilje. På den anden side så Francotilhængerne ham som garant for fortsættelsen af hans regime. Sidst men ikke mindst tilsagde det spanske samfunds smertefulde erindring fra borgerkrigen, at man for alt i verden måtte undgå en gentagelse af historien, og derfor måtte ændringer i samfundsordenen ske gradvist og efter forhandling.

Hans holdning under det mislykkede kupforsøg i 1981 viste dog befolkningen, at han forsvarede det nye demokrati, hvilket endeligt legitimerede hans figur og til dels også monarkiet blandt venstrefløjen, og det gav ham en autoritet langt ud over forfatningens ordlyd.

Udenrigspolitisk medvirkede Juan Carlos’ store diplomatiske netværk og de mange statsbesøg til at fremme Spaniens voksende samarbejde med især Europa og Latinamerika.

Skandaler

Hvis den første halvdel af Juan Carlos 1. regeringstid således blev præget af høj folkelig opbakning og institutionel og international anerkendelse, var den anden halvdel mere kontroversiel. Især to skandaler var medvirkende til at rokke ved synet på kongen og opbakningen til ham og monarkiet.

Hans image i medierne og i den offentlige opinion begyndte at forværres som følge af en korruptionssag, den såkaldte Nóos-sag, der direkte implicerede hans ene datter Cristina. Sagen begyndte at rulle i slutningen af 2011 og kulminerede mere end fem år senere med fængslingen af Cristinas mand, Iñaki Urdangarín, i 2017. Cristina blev frifundet for de direkte anklager mod hende, men skaden var på mange måder sket for den kongelige families anseelse.

Ulykken i Botswana

Næsten samtidigt, i april 2012, kom Juan Carlos selv ud for en ulykke i Botswana, hvorefter han måtte evakueres til Spanien for at blive opereret. Ingen vidste tilsyneladende, at han befandt sig i det afrikanske land. Men på grund af uheldet fandt offentligheden ud af, at han var rejst derned for at deltage i en elefantjagt, som var sponsoreret af saudiske forretningsmænd og organiseret af hans daværende elskerinde Corinna Larsen. På trods af at selve elefantjagten var betalt af sponsorer, afholdt staten udgifter til livvagter og rejselæge, og kritikken regnede ned over kongen for at acceptere så dyre gaver og over regeringen for ikke at informere om rejsen.

Dette skete samtidigt i en af de hårdeste måneder af den økonomiske krise i Spanien, den værste i årtier, og netop efter, at kongen i en tale havde bedt spanierne om mådehold og offervilje for at komme igennem krisen, hvilket stod i skærende kontrast til hans egen luksuriøse tilværelse. Da han blev udskrevet fra hospitalet, henvendte han sig til et fjernsynskamera, der ventede på ham, hvortil han undskyldte offentligt for sine handlinger: ”Jeg er meget ked af det; jeg begik en fejl, og det vil ikke ske igen.” Denne sætning er med tiden blevet en af de mest berømte i hans regeringstid.

Abdikation og tilbagetrækning

Den 2. juni 2014 meddelte Juan Carlos, at han ville abdicere til fordel for sin søn, der 17 dage senere blev kronet som Felipe 6. Han bevarede dog titlen som konge og tiltalen ’Majestæt’, og han fortsatte med at spille en vigtig institutionel rolle. Han holdt stadig taler og deltog i officielle begivenheder som repræsentant for den kongelige familie og ind imellem endda for den spanske stat. Han boede også fortsat i kongefamiliens residens, Zarzuela-paladset.

I medierne dukkede der dog flere og flere historier op om kongens illegale aktiviteter. Især afsløringerne fra hans nu tidligere elskerinde, Corinna, var alvorlige, fordi hun bl.a. beskyldte ham for at have skjulte konti i Schweiz, for at have brugt hende som stråmand og for at have benyttet sig af den konservative regerings skatteamnesti i 2012. I 2019 meddelte kongehuset, at Juan Carlos ville trække sig helt tilbage fra offentlige aktiviteter og året efter, under indtryk af de vedvarende rygter om korruption, fratog kong Felipe 6. ham den apanage, som han indtil da stadig havde modtaget fra kongehuset.

Et par måneder senere, i august 2020, meddelte kongehuset, at Juan Carlos ønskede at forlade Spanien, og to uger senere kom det frem, at han befandt sig i Abu Dhabi, hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater. I marts 2022 henlagde den særlige anklagemyndighed for antikorruption de tre igangværende sager mod Juan Carlos, da de enten var forældede eller ikke ville kunne føre til domfældelse, fordi ulovlighederne havde fundet sted før 2014, hvor Juan Carlos som siddende monark havde fuld immunitet ifølge den spanske forfatning.

Juan Carlos residerer fortsat i Abu Dhabi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig