Faktaboks

Simone Petersen

Simone Cathrine Petersen

Født
28. august 1997, Ringsted

Simone Petersen er en dansk håndboldspiller, der primært er playmaker, og som var med til at vinde VM-bronze i 2021 og 2023 og EM-sølv i 2022.

Simone Petersens klubkarriere

Simone Petersen
Simone Petersen i en kamp for Aarhus United den 30. august 2017.
Simone Petersen
Af /Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

Simone Petersen begyndte at spille håndbold i TMS Ringsted og skiftede i 2012 til BK Ydun i København, hvor hun spillede i to år, inden hun som 17-årig kom til FC Midtjylland Håndbold. Allerede i november 2014 fik hun debut på førsteholdet, i en kamp mod russiske Kuban Krasnodar i Europa Cuppen for pokalvindere, som den midtjyske klub endte med at vinde den sæson.

Simone Petersen spillede i den midtjyske klub i to sæsoner, hvorefter det blev til to sæsoner i Aarhus United og derpå en sæson i den tyske klub TuS Metzingen. I 2020 vendte hun tilbage til Ikast og sin tidligere klub, der nu hed Herning-Ikast Håndbold, og som i 2022 skiftede navn til Ikast Håndbold. Her var hun i 2023 med til at vinde European League, Europas næststærkeste klubturnering. Simone Petersens nuværende kontrakt med klubben løber frem til 2025.

Klubber som seniorspiller

  • FC Midtjylland Håndbold (2014-2017)
  • Aarhus United (2017-2019)
  • TuS Metzingen (2019-2020)
  • Ikast Håndbold (2020-)

Simone Petersens landsholdskarriere

Simone Petersen
Simone Petersen i landskampen mellem Danmark og Ukraine den 27. november 2021. Danmark vandt kampen 35-18, og Simone Petersen scorede et enkelt mål.
Simone Petersen
Af /Ritzau Scanpix.

Simone Petersen debuterede på landsholdet den 18. marts 2021, hvor Danmark tabte 22-26 til Frankrig. Senere på året fik hun ved VM i Spanien, hvor Danmark vandt bronze, sin debut ved en slutrunde. Hun var også med ved EM i 2022, hvor Danmark vandt sølv. I finalen, som Norge vandt 27-25, scorede hun to mål.

Ved VM-slutrunden i 2023, der blev spillet i Danmark, Sverige og Norge var Simone Petersen med til at vinde bronze. Med kampen mod Sverige, hvor Danmark sikrede sig tredjepladsen, havde hun spillet 51 landskampe og scoret 81 landskampsmål.

Medaljer med landsholdet

  • 2021: VM-bronze
  • 2022: EM-sølv
  • 2023: VM-bronze

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig