Faktaboks

Helena Elver

Helena Elver Hagesø

Født
1. marts 1998, København

Helena Elver er en dansk håndboldspiller, der debuterede på landsholdet i 2019, men som har fået en del af karrieren spoleret på grund af tre korsbåndsskader. Hun kan både spille playmaker og back i begge sider.

Helena Elvers klubkarriere

Helena Elver

Helena Elver i landskampen mellem Danmark og Montenegro den 3. oktober 2020. Danmark vandt 36-23, og Helena Elver scorede et enkelt mål.

Helena Elver
Af /Ritzau Scanpix.

Helena Elver begyndte at spille håndbold i HIK (Hellerup Idræts Klub), da hun var 9-10 år og spillede her frem til 2017, hvor hun i forbindelse med et ophold på Oure Højskole skiftede til Gudme HK. Fra 2018 til 2020 spillede hun for Aarhus United, hvorefter hun har spillet for Odense Håndbold, som hun har kontrakt med frem til 2024.

Klubber som seniorspiller

  • Hellerup IK (2015-2017)
  • Gudme HK (2017-2018)
  • Aarhus United (2018-2020)
  • Odense Håndbold (2020-)

Helena Elvers landsholdskarriere

Helena Elver fik sin debut i en landskamp mod Norge 27. juli 2019, hvor Danmark vandt 29-25. I 2020 fik hun yderligere tre landskampe, hvorefter hun først i oktober 2023 var tilbage igen.

Hun var derpå med til at vinde bronze ved VM i 2023 i Danmark, Sverige og Norge, hvor hun var med i samtlige ni kampe og dermed nåede op på 17 landskampe i alt – og 19 landskampsmål.

Medaljer med landsholdet

  • 2023: VM-bronze

Korsbåndsskaderne

Helena Elver var 17 år, da hun for første gang blev ramt af en korsbåndsskade. Det var, mens hun gik på højskole i Oure og spillede for Gudme HK. Forud for EM i 2020, som hun ellers var blevet udtaget til at spille, blev hun igen ramt af en korsbåndsskade, og inden hun nåede at spille igen, blev hun i oktober 2021 ramt af den tredje korsbåndsskade. I november 2022 fik hun comeback efter to års fravær.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig