Faktaboks

Salome Zurabisjvili

Salomé Zourabichvili (på fransk)

Født
18. marts 1952, Paris

Salome Zurabisjvili er en fransk-georgisk diplomat og politiker, der har været præsident i Georgien siden 2018. Hun er det uafhængige Georgiens 5. præsident og den første kvinde i embedet.

Familiemæssig baggrund

Salome Zurabisjvili blev født i Paris af flygtninge, der kom til Frankrig efter den røde hærs invasion af Georgien i 1921. Hun er barnebarn af Niko Nikoladze (1843-1928), der spillede en rolle som politiker og fremtrædende intellektuel i zartiden. Hendes kusine er den franske historiker og gaullistiske europaparlamentariker Hélène Carrère d'Encausse (1929-2023).

Uddannelse og diplomatisk karriere

Zurabisjvili opnåede i 1972 en eksklusiv grad i diplomati fra Sciences Po, et velrenommeret institut for statskundskab i Paris, med speciale i sovjetiske forhold. Hun gjorde derefter karriere i den franske udenrigstjeneste og fra 2003 til 2004 var hun Frankrigs ambassadør i Georgien efter Rosenrevolutionen. Efter samtaler mellem den georgiske præsident Mikhail Saakasjvili og den franske præsident Jacques Chirac opnåede Zurabisjvili georgisk statsborgerskab og blev udnævnt til Georgiens udenrigsminister.

Politisk virke i Georgien

Uenigheder opstod dog mellem Zurabisjvili og Saakasjvili, hvor hun i tiltagende grad kom i modsætning til hans ledelsesstil, og i 2006 dannede Zurabisjvili sit eget politiske parti, det liberale Georgiens Vej. Ved præsidentvalget i 2018 stillede hun op som uafhængig kandidat og vandt i 2. valgrunde over Grigol Vasjadze (f. 1958) fra Saakasjvilis parti, der ligeledes er diplomat og tidligere udenrigsminister. Hun blev landets første kvindelige præsident.

Zurabisjvilis linje har været mærkbart mere provestlig end regeringschefen Bidzina Ivanisjvilis regering og regeringspartiet Georgiens Drøm, der har mildnet forgængernes stærkt antirussiske kurs.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig