Ruslands historie 1945-1991

Allerede på Potsdamkonferencen i sommeren 1945 kom det til uoverensstemmelser mellem de tidligere allierede, og da Sovjetunionen i 1945-48 i omgåelse af Teheran- og Jaltaaftalerne fik indsat kommunistisk dominerede regeringer i de besatte central- og østeuropæiske lande, var den kolde krig en realitet. Den første alvorlige konfrontation mellem Øst og Vest blev Berlinblokaden i 1948-49, hvor Stalin for at forhindre dannelsen af en vesttysk stat lukkede adgangsvejene til Vestberlin, men blev tvunget til at opgive blokaden pga. Vestmagternes luftbro til byen. I 1949 oprettedes Forbundsrepublikken Tyskland, hvorpå Sovjetunionen etablerede den østtyske stat DDR. Samme år fik Sovjetunionen atombomben og lagde dermed grunden til sin status som supermagt. De nye østeuropæiske "folkedemokratier" blev påtvunget sovjetlignende politiske og økonomiske systemer og i vidt omfang underlagt Moskvas ledelse. Kontrollen med Østeuropa udøvedes bl.a. gennem COMECON, der blev dannet i 1949. Kun Jugoslavien under Tito gik sine egne veje trods stærkt sovjetisk pres. Til gengæld indgik Moskva i 1950 en venskabs- og bistandsaftale med det nye kommunistiske Kina. Samme år støttede Stalin Nordkoreas invasion i Sydkorea og derefter også Kinas indblanding i Koreakrigen, hvilket øgede polariseringen mellem Øst og Vest.

Sejren i 2. Verdenskrig havde forlenet såvel kommunismen som Stalins person med nærmest uantastelig folkelig legitimitet. Alligevel fortsatte man efter krigsafslutningen med tvang og ensretning som politiske styringsmidler. Arbejdslejrene blev fyldt på ny, ledende politikere blev henrettet (se Leningradaffæren), og kulturlivet holdtes i stramme tøjler, mens Stalinkulten samtidig nåede absurde højder. De nyindlemmede områder i vest blev brutalt integreret i sovjetsystemet, bl.a. ved tvangskollektivisering af landbruget og massedeportationer af navnlig baltere til Sibirien.

Økonomisk var den tidlige efterkrigstid præget af en forceret genopbygning. En ambitiøs femårsplan for 1946-50 opnåede gode resultater inden for især sværindustrien, men landbruget og dermed befolkningens levevilkår blev fortsat tilsidesat.

Stalin døde i 1953, og den efterfølgende magtkamp blev vundet af Nikita Khrusjtjov. Han var dybt forankret i stalinismen, men ønskede at frigøre den fra visse af dens repressive træk. Derfor afslørede han på den 20. partikongres i 1956 en række af Stalins forbrydelser (se Den Hemmelige Tale) og tillod i de følgende år med det såkaldte tøbrud en vis liberalisering af sovjetsamfundets offentlige liv. En stor del af lejrfangerne blev løsladt, og mange af Stalinterrorens ofre rehabiliteret, ligesom det hemmelige politi, KGB, kom under skærpet politisk kontrol. Kursen var dog stærkt svingende, og de ideologiske rammer fortsat snævre.

Khrusjtjov forsøgte med nogen succes at udvide sovjetborgernes velfærd gennem øget vægt på forbrugsproduktion, boligbyggeri og adgang til uddannelse. Desuden forstod han de negative følger af landbrugets tilbageståenhed og tog initiativ til at bringe det på fode. For at styrke den samlede planøkonomi gennemførte han en omfattende decentralisering af den økonomiske planlægning og styring, der ligesom en række andre tiltag styrkede partiet og gjorde det til den suverænt ledende institution i statsforvaltningen. Sovjetisk teknologi oplevede et kortvarigt globalt forspring, da man i 1957 sendte den første satellit og i 1961 det første menneske i kredsløb omkring Jorden.

Khrusjtjov var enig i Stalintidens tese om "to lejre" i verdenspolitikken, men i stedet for konfrontation ønskede han under devisen "fredelig sameksistens" en mere fredelig kappestrid mellem kommunisme og kapitalisme. Han var sikker på kommunismens sejr, bl.a. i forventning om, at Sovjetunionen allerede omkring 1970 ville overgå USA i produktion pr. indbygger. I takt med afkoloniseringen kom striden i stigende omfang til at stå om de nye lande i den tredje verden, og her høstede sovjetisk diplomati gode resultater i bl.a. Egypten, Indien og Cuba. Til gengæld kom det til et voldsomt brud med Kina, der ikke ville anerkende Sovjets ledende rolle i verdenskommunismen.

Så meget mere cementerede Sovjetunionen sin kontrol med Østblokken og opretholdt dermed trods hensigten om det modsatte den grundlæggende konflikt mellem Øst og Vest. I 1955 oprettedes Warszawapagten som svar på Vesttysklands optagelse i NATO, i 1956 kvalte sovjetiske tropper en folkelig opstand i Ungarn, og efter flere års international krise over Berlins status opførtes i 1961 Berlinmuren for at dæmme op for befolkningsflugten fra Østtyskland. Året efter blev verden bragt til randen af en atomkrig, da Sovjetunionen i Cuba ville opstille kernevåbenmissiler, der kunne nå store dele af USA.

Khrusjtjovs hasarderede spil og nederlag i Cubakrisen, hans enerådende ledelsesstil og de problemer, som hans kaotisk gennemførte reformer medførte i økonomien, førte i 1964 til hans afsættelse under kuplignende omstændigheder. Ledelsen blev overtaget af Leonid Brezjnev og Aleksej Kosygin, med førstnævnte i den efterhånden dominerende rolle.

Den nye ledelse afskaffede hurtigt mange af Khrusjtjovs reformer, herunder decentraliseringen af planøkonomien, og erstattede hans rastløse reformiver med en ledelsesstil, der betonede stabilitet og bevarelse af den bestående magt- og privilegiestruktur i samfundet. Tiåret frem til midten af 1970'erne var formentlig den materielt set mest fremgangsrige periode i Sovjetunionens historie, men herefter indtrådte en stagnation, der i første halvdel af 1980'erne førte til økonomisk nulvækst og politisk handlingslammelse.

Kosygin forsøgte i 1965 at gennemføre en reform, der gennem økonomisk rammestyring skulle gøre virksomhederne mere selvstændige, men den løb ud i sandet pga. modstand i de magtfulde ministerier. Senere delreformer formåede ikke at afhjælpe det planøkonomiske systems manglende evne til at styre og videreudvikle den nu relativt komplekse økonomi. Det blev bl.a. klart, da Vesten i samme periode reelt hægtede Sovjetunionen af den internationale teknologiske udvikling. Til gengæld florerede det sorte marked og korruptionen, der nok dækkede befolkningens behov for forbrugsgoder og serviceydelser, men samtidig underminerede kommunismens legitimitet.

Den aldrende ledelse tog mange initiativer for at afhjælpe problemerne, men nægtede til stadighed at gå uden for rammerne af det eksisterende politisk-økonomiske system, som den til gengæld førte et kvælende ideologisk forsvar for. Fra midten af 1960'erne blev systemet imidlertid udfordret fra flere sider: Den tiltagende politiske kynisme og apati i befolkningen eliminerede effektivt tidligere tiders ideologiske styringsredskaber, og samtidig skabte den voksende dissidentbevægelse betydelig turbulens med sine krav om politiske og religiøse friheder samt ret til emigration for den jødiske befolkning.

Cubakrisens forløb havde blotlagt Sovjetunionens manglende evne til global militær indsats. Det afstedkom under Brezjnev en voldsom udbygning af flåden og de interkontinentale raketstyrker, hvorved landet i 1970'erne under enorme omkostninger opnåede strategisk jævnbyrdighed med USA. Men krisen gav også stødet til en afspændingsproces mellem supermagterne, der yderligere fremmedes af Sovjetunionens behov for vestlig teknologi og det spændte forhold til Kina. Processen gik midlertidigt i stå, da Warszawapagten i 1968 invaderede Tjekkoslovakiet for at standse Alexander Dubčeks reformer; men i første halvdel af 1970'erne indgik man en række aftaler, herunder Berlinaftalen i 1971, SALT I-aftalen i 1972 og Helsinkiaftalen i 1975, der tilsammen bremsede våbenkapløbet og øgede stabiliteten i Europa. Herefter voksede mistilliden mellem parterne igen, bl.a. pga. sovjetisk brug af cubanske tropper i den tredje verden og en voldsom strid om opstilling af mellemdistanceraketter i Europa. Da Sovjetunionen i 1979 invaderede Afghanistan, gik processen helt i stå.

Ved Brezjnevs død i 1982 var Sovjetunionen i dyb indre og ydre krise, og efterfølgerne, Jurij Andropov (1982-84) og Konstantin Tjernenko (1984-85), nåede ikke at ændre herved. Mikhail Gorbatjov, der i 1985 blev Sovjetunionens nye leder, indså i modsætning til forgængerne, at problemerne havde deres rod i selve det politisk-økonomiske system. Derfor iværksatte han under navnet perestrojka 'omstrukturering' et dybtgående reformprogram. Med midler, der førhen havde været ideologisk uacceptable, skulle perestrojka sætte skub i den skrantende økonomi og involvere befolkningen mere i den politiske proces, alt sammen for i længden at bevare Sovjetunionen som en socialistisk stat. I praksis kom reformarbejdet dog til at lide under, at man manglede klare forestillinger om, hvad der skulle sættes i stedet for de dele af sovjetsystemet, som det lykkedes at nedbryde. De økonomiske reformer beskar således den centrale planlægning, men undlod af ideologiske grunde at erstatte den med et virkelig frit marked, hvilket destabiliserede økonomien. De politiske reformer indførte under slagordene glasnost 'åbenhed' og demokratisering vidtgående tale- og pressefrihed samt relativt frie valg til parlamentet, der fik reelle magtbeføjelser. Disse forhold åbnede for en lavine af kritik mod systemet, men medførte aldrig fuldt demokrati; bl.a. blev Kommunistpartiet først frataget sit formelle magtmonopol i 1990.

Også i forholdet til omverdenen brød Gorbatjov med årtiers vanetænkning og søgte et nyt, afideologiseret forhold til Vesten. Det skete dels i erkendelse af, at de opskruede forsvarsudgifter hæmmede de indre reformer, dels ud fra et formentlig ægte ønske om at gøre Sovjetunionen til en "civiliseret" aktør på den internationale scene. Kursskiftet førte til en række vigtige våbenkontrol- og nedrustningsaftaler med Vesten, til sovjetisk tilbagetrækning fra Afghanistan og til indgåelsen af de traktater, der gjorde den tyske genforening mulig i 1990. Men det medførte også tabet af Moskvas dominans over Østblokken; de østeuropæiske revolutioner i 1989-90 var i høj grad affødt af eksemplet fra perestrojka og af Gorbatjovs insisteren på ikke at bruge væbnet magt over for sine europæiske naboer.

Det politiske opbrud i Sovjetunionen fik en etnisk dimension, da de mange ikke-russiske folkeslag begyndte at vende sig mod det stærkt centraliserede og russiskdominerede styre og stille krav om autonomi eller direkte løsrivelse fra Sovjetunionen. Kravene, der stærkest blev fremført af de baltiske republikker, svækkede i forening med blodige etniske sammenstød rundt omkring i landet centralmagten, især da den store Russiske Republik under ledelse af Boris Jeltsin i 1990 tilsluttede sig presset for en decentralisering af unionen. Gorbatjov prøvede at imødekomme kravet med en ny unionstraktat, der lagde omfattende beføjelser ud til republikkerne, men før underskrivelsen blev han i august 1991 udsat for et konservativt kupforsøg. Kuppet mislykkedes, men forstærkede opløsningstendenserne. Kommunistpartiet blev nu forbudt, en række republikker erklærede sig selvstændige, og i december nedlagde præsidenterne for Rusland, Hviderusland og Ukraine egenhændigt Sovjetunionen og dannede det løsere SNG, Sammenslutningen af Uafhængige Stater, der snart fik medlemskab af de fleste andre sovjetrepublikker. Gorbatjov tog konsekvensen og trådte tilbage som Sovjetunionens præsident den 25. december 1991.