Jurij Andropov, 15.6.1914-9.2.1984, sovjetisk politiker, statschef 1982-84. Jurij Andropov gjorde karriere i lokale og centrale partiorganer 1936-53. I 1953-57 var han USSRs ambassadør i Ungarn, hvor han spillede en fremtrædende rolle i nedkæmpelsen af opstanden i 1956. I 1957-67 arbejdede Andropov i Centralkomitéen, hvorefter han blev formand for Ministerrådets Statssikkerhedskomité (KGB) 1967-82 og gennemførte en effektiv kampagne mod systemets kritikere.
Fra 1982 til sin død var Jurij Andropov generalsekretær for Det Kommunistiske Parti og dermed USSRs faktiske leder. Som statschef videreførte han den hårde linje over for anderledes tænkende, men forsøgte ved disciplinkampagner og mindre reformer at bekæmpe korruption og sætte gang i økonomien. Selvom denne politik slet ikke var et opgør med det gamle system, kan den alligevel siges at være en forløber for Mikhail Gorbatjovs perestrojkapolitik.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.