Rumæniens historie 1944-1989

En central aktør i den omvæltning, der nu fandt sted i landet, var det rumænske kommunistparti (RCP). Kommunistpartiet i Rumænien havde ved krigens slutning ca. 1000 medlemmer og udgjorde således et ubetydeligt parti, som ingen regnede med. Tilmed havde RCP et landsforræderisk image, fordi det som Komintern-parti helt fulgte Kremls paroler også i striden om Bessarabien. Noget af forklaringen på RCP's elendige omdømme var, at partiets ledere i hele mellemkrigstiden havde været etniske ukrainere, bulgarer, ungarer og jøder. Dette af de fleste rumænere afskyede parti blev nu af arvefjenden indsat som landets ledelse.

I mellemkrigstiden havde flere af landets førende kommunister siddet i fængsel, deriblandt de kommende ledere Gheorghe Gheorghiu-Dej og Nicolae Ceauşescu. Deres fløj kaldes hjemmekommunisterne. En anden del af partiet opholdt sig i USSR og benævnes Moskvafløjen; dens kendteste repræsentant var Ana Pauker, der senere blev udenrigsminister.

Disse ledere vendte hjem fra USSR sammen med andre flygtninge. En vigtig gruppe af de hjemvendte bestod af rumænske krigsfanger, der dannede politi- og hærenheder, som var trænet og indoktrineret i USSR. Enhederne kaldtes Vladimirescu-divisionerne (opkaldt efter den berømte oprørshelt Tudor Vladimirescu, ca. 1780-1821), og deres rolle var vigtig for de nye ledere. De blev indsat som politimestre, officerer og efterretningsfolk, efter at de tidligere funktionærer var blevet afskediget, sendt i lejr eller emigreret.

Rumænien fik sin første kommunistisk dominerede regering i marts måned 1945. Lederen af plovmandsfronten, Petru Groza (1884-1958), blev sat i spidsen for martsregeringen, der også i en periode omfattede ikke-kommunister. I månederne før marts havde der været uro og voldelige demonstrationer i Bukarest, hvoraf de fleste var arrangeret af RCP og deres sovjetiske allierede.

Stalin sendte Andrej Vysjinskij, den berygtede chefanklager i Moskvaprocesserne, til Bukarest i februar 1945 med besked på at få bragt ro og orden i Rumænien. Han opsøgte den unge kong Michael og forlangte omgående en ny regering dannet. Kongen var klar over, at USSR's tropper stod i Bukarest, og at det gamle rumænske politi var under opløsning, ligesom den rumænske hær befandt sig i Ungarn og Tjekkoslovakiet i kamp mod tyskerne. Kongens appeller til USA og England nyttede ikke, for man havde i Jalta en måned tidligere skrevet under på, at Stalin fik 90 pct. af magten i Rumænien. Kongen så sig derfor tvunget til at udnævne en kommunistisk domineret regering den 6. marts.

Der er almindelig enighed om, at magtovertagelsen kun var mulig, fordi Den Røde Hær var til stede i landet. Det fik RCP's ledere direkte at vide lige efter Stalins død, hvor den sovjetiske udenrigsminister Molotov sagde: ”I er kun ved magten, fordi vores Røde Hær har besat jer. Uden os ville I været fejet af bordet i løbet af 14 dage.” I de første mange år handlede RCP i skyggen af talrige sovjetiske rådgivere. Det var det sovjetiske KGB, der passede på RCP's ledere, og det var sovjetiske politifolk, der rådgav rumænske kolleger i undertrykkelsen af de gamle partier.

Med det gamle magtapparats forsvinden havde RCP frit spil til at sætte sig helt på magten. Man anklagede de andre partier for at være agenter for fremmede magter. Det gik især ud over de historiske partier, hvis ledere blev dømt for landsforræderi og sendt i fængsel. Men alle partier blev undertrykt og sat uden for indflydelse. Hele den rumænske elite blev sendt til et fængsel i Sighet tæt på den ukrainske grænse. Mange af de internerede døde i løbet af få år, heriblandt Iuliu Maniu (1873-1953) fra Bondepartiet samt brødrene Dinu Brătianu (1866-1950) og Gheorghe Brătianu (1898-1953) fra Det Liberale Parti.

Magtovertagelsen gik også ud over pressefriheden, som blev ensrettet efter RCP's rigide paroler. Den ortodokse kirke kom under pres og tvunget til at samarbejde med den nye stat. Den unerede kirke blev helt opløst og alle dens biskopper sendt i fængsel, hvor de omkom. Alle historiske og politiske organisationer blev forbudt. Det var den totale ensretning. RCP erkendte i det skjulte, at partiet var svagt, og at befolkningen hadede det. Netop derfor var man tvunget til at undertrykke enhver reel og formodet modstand.

Mange rumænere accepterede ikke det nye styre og gjorde aktiv modstand. Flere grupper flygtede op i bjergene og videreførte modstanden. De blev nedkæmpet, men det tog regimet mange år at fange dem alle. Helt frem til begyndelsen af 1960'erne fandt der således sammenstød sted. Andre modstandere af det nye regime flygtede til udlandet, hvor flere emigrantgrupper forgæves forsøgte at gøre modstand mod den kommunistiske magtovertagelse i hjemlandet. Appeller til de vestlige magter hjalp ikke. Derfor følte mange rumænere sig svigtet af Vestmagterne.

Det sidste punktum i magtovertagelsen blev sat den 30. december 1947, hvor Kong Michael blev tvunget til at abdicere. Folkerepublikken Rumænien udråbtes umiddelbart efter kongens abdikation. Herefter skruede RCP op for tempoet i den meget radikale omformning af Rumænien.

Det første, Groza-regeringen foretog sig i foråret 1945, var at gennemføre en landreform, hvorved næsten en million landarbejdere og småbønder fik tildelt jordarealer, der var konfiskeret af de ejere, som havde arbejdet sammen med tyskerne. Reformen gjorde kortvarigt regimet mere populært.

Straks efter udråbelsen af folkerepublikken begyndte den kommunistiske omformning af landet. Tilskyndet af USSR begyndte det nye styre at kollektivisere landbruget ved at etablere statsbrug og kollektivfarme. Småbønderne, der lige havde fået jord, fik den nu frataget. Men det viste sig at være yderst vanskeligt at kollektivisere de rumænske bønder. Det tog mange år at realisere planen, og den kostede mange ofre og gav ikke de lovede resultater. I landet med Europas bedste agerjord stod befolkningen i lange køer foran fødevarebutikkerne.

Industrialisering hørte med til den sovjetiske model, som de rumænske kommunister kopierede. For at nå det mål nationaliserede styret alle private firmaer store og små i løbet af 1948. Det gjaldt også banker og forsikringsselskaber. Også denne reform medførte voldsomme protester og skabte kaos mange steder. RCP ønskede at udbygge den tunge industri i form af stålværker og maskinindustri. Her blev det rumænske kommunistparti uenige med USSR, der ønskede, at Rumænien skulle fortsætte som et landbrugsland. Så kunne andre lande som Tjekkoslovakiet og DDR levere industrivarerne. RCP fik dog sin vilje og investerede i stålværker og cementfabrikker. Resultaterne udeblev, og skævdelingen af investeringerne til fordel for den tunge industri skabte mangel på almindelige forbrugsvarer.

RCP's nationalisering af fabrikker omfattede ikke en særlig type virksomheder, nemlig de såkaldte SOVROM'er. Her var tale om blandede rumænsk-russiske selskaber, hvis formål var at overføre ressourcer af enhver art til USSR. Det var en regulær udbytning, som Stalin begrundede med, at den rumænske hær under krigen havdeforvoldt store ødelæggelser i USSR.

RCP var som nævnt et ganske lille parti i 1945. Snart voksede medlemstallet fra 1000 i 1944 til en million i 1950 ved ukritisk at optage medlemmer fra alle dele af samfundet, herunder også flere tidligere jerngardister. RCP lokkede med gode job og boliger. Få år senere udrensede partiet mange, der ansås for upålidelige.

De første år efter 1945 var det partiets Moskvafløj, der havde magten, og Ana Pauker havde stor indflydelse som udenrigsminister. Hjemmekommunisterne med Gheorghe Gheorghiu-Dej i spidsen vandt dog magtkampen i begyndelsen af 1950'erne, hvor han som led i afstaliniseringen fjernede Ana Pauker og hendes gruppe fra magten. Det var et skuespil, for Dej var den værste stalinist af alle. Det vidner Pătrăşcanu-sagen om: Lucrețiu Pătrăşcanu (1900-1954) var tidligere ledende partimedlem og nåede at blive justitsminister, før han faldt i unåde. Han blev anklaget for at være agent for fremmede magter, anholdt og mishandlet i årevis, før han blev henrettet i 1954.

RCP fortsatte gennem 1950'erne en nådesløs forfølgelse af reelle og formodede politiske fjender. Rumænien fik sit eget Gulag med lejre og fængsler over hele landet. Mest berygtet er lejrene ved Donaukanalen og i Piteşti-fængslet, hvor fangerne brutalt blev hjernevasket. Først i begyndelsen af 1960'erne løsnede RCP grebet og åbnede lejrene for tusinder af politiske fanger. Tilbage stod en skræmt befolkning, der frem til sammenbruddet i 1989 kun sporadisk gjorde modstand mod RCP.

Dej og RCP konsoliderede magten i løbet af 1950-erne og klarede også Ungarn-krisen i 1956, der på grund af det ungarske mindretal truede med at brede sig til Transsylvanien. Man foretog forebyggende arrestationer på universiteterne og hjalp i øvrigt USSR med at løse krisen. Moskva var så tilfreds med støtten fra Bukarest, at man trak Den Røde Hær hjem fra Rumænien allerede i 1958. Det gjorde USSR, fordi man havde set, hvordan Dej og RCP havde styr på magten.

Konsolideringen af magten gav Dej og RCP så stor selvtillid, at Rumænien gradvist lagde afstand til USSR. Snart lød der mere nationalistiske toner fra Bukarest, som først tog fart i 1960'erne under efterfølgeren Nicolai Ceauşescu. Ikke mindst Valev-planen fik RCP til at sætte hælene i over for USSR. Den sovjetiske økonom Emil Valev (1921-2014) foreslog i 1964 en arbejdsdeling i Østblokken, hvorefter Rumænien skulle være et landbrugsland, der leverede fødevarer til de andre kommunistiske lande. Her satte Dej og Ceauşescu hælene i og fortsatte industrialiseringen af Rumænien.

Rumæniens kommunistiske periode kan deles i to faser, nemlig Dej-perioden fra begyndelsen af 1950'erne til 1965 og Ceauşescu-perioden fra 1965 til 1989. Dej døde i 1965 og efterfulgtes af Nicolai Ceauşescu, der allerede havde en lang karriere i RCP bag sig, da han valgtes til leder i foråret 1965. Han fortsatte både med industrialiseringen og med at lægge afstand til USSR. Det tillod man i Kreml, for her vidste man, at Rumænien ikke var Polen eller Ungarn, der gjorde oprør.

Rumænien nærmede sig også Vesteuropa, idet landet optog lån i vestlige banker for at finansiere industrialiseringen. Man overhørte også Kremls opfordring til at afbryde forbindelserne til Israel efter Seksdageskrigen i 1967. Højdepunktet kom, da Ceauşescu fordømte den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 og oven i købet sagde, at Rumænien ville gribe til våben, hvis man blev angrebet. Ceauşescu stod på toppen af sin karriere og blev aldrig mere populær.

I 1971 rejste Ceauşescu til Kina og Nordkorea for at finde inspiration til opbygningen af socialismen hjemme i Rumænien. Erfaringerne fra besøget er samlet i et notat: ”Forslag til forbedring af den ideologiske aktivitet”. Med det i hånden gik Ceauşescu i offensiven på flere fronter. Han udrensede alle, der drømte om en socialisme med et menneskeligt ansigt. Udrensningen var så grundig, at der helt frem til 1989 ikke fandtes reformkommunister i landet. Ceauşescu, der nu kaldte sig conducător 'fører', sørgede for at rotere alle ledere i partiorganisationer og institutioner for at forhindre, at der opstod modstandslommer, som kunne udfordre hans lederskab.

En presselov fra 1974 gjorde det umuligt at arbejde som kritisk journalist, som nu skulle arbejde som partiets militante aktivister. I 1975 kom alle trykte medier under partiets kontrol. Senere bredte paranoiaen sig, da Ceauşescu dekreterede, at alle private skrivemaskiner skulle registreres hos politiet. Ikke nok hermed, for alle ejere af skrivemaskiner skulle årligt aflevere en skriftprøve, der sikrede, at forfattere af løbesedler kunne fanges.

Et helt særligt led i kulturrevolutionen kom med systematiseringen af landsbyerne fra slutningen af 1970'erne. Ceauşescu ønskede at samle landbefolkningen i agrobyer både for lettere at kunne kontrollere alle landbyboere og for at skaffe mere agerjord. Man nåede at systematisere flere hundrede landsbyer, før krisen i 1980'erne og protester fra ind- og udland bremsede projektet. Omvæltningen ramte også Bukarest og andre store byer. I hovedstaden saneredes store områder for at give plads til Ceauşescus gigantiske Folkets Hus. Kirker og klostre blev revet ned.

Kulturrevolutionen skabte et goldt og sterilt samfund, hvor alle vogtede på hinanden. Den skabte heller ikke fremgang for den brede befolkning – snarere tværtimod.

Rumænien havde opbygget en betydelig industri med stålværker, cementfabrikker, olieraffinaderier og andre fabrikker, som efter oliekriserne i 1970'erne ikke gav det forventede overskud. Råvarerne steg i pris, og det kneb med afsætningen. Problemerne forværredes, da lånene i 1980'erne skulle betales tilbage. Ceauşescu besluttede at betale alle lån tilbage i løbet af tiåret. Det kunne kun lade sig gøre ved at eksportere flest mulige fødevarer, herunder grøntsager, især til mellemøstlige lande.

Den rumænske forbruger måtte nøjes med det, udlandet ikke ville aftage. Køerne foran fødevarebutikkerne blev længere og længere. Der opstod også mangel på energi, og varmen udeblev ofte. Gadebelysningen i byerne svigtede, ligesom de få private biler manglede benzin. Kort sagt befolkningen led nød, og 1980'erne var én lang krise. Nogle kaldte landet for "jæger og samler-industrisamfundet", hvor man fra de tidlige morgentimer kunne se pensionister vandre gennem gaderne med plasticposen i hånden på jagt efter, hvad man nu kunne finde ved at stille sig op i en af de mange køer. De meget barske forhold i 1980'erne skabte vrede og frustration og bidrog til sammenbruddet i 1989.

Noget andet, der bidrog til omvæltningen, var Ceauşescus enevældige måde at regere på. Magten lå ikke i RCP's hænder, men samledes efterhånden i Ceauşescu-familien, hvor Nicolae og Elena Ceausescu og andre familiemedlemmer styrede det meste. Desuden knyttede familien enkelte fortrolige partimedlemmer til sig. Det har været diskuteret, om utilfredse grupper i sikkerhedspolitiet Securitate og hæren planlagde at kuppe Ceauşescu-klanen fra magten. Men beviser herpå er ikke kommet. De, der overtog magten efter december 1989, var imidlertid alle tidligere RCP-medlemmer, som i mange tilfælde var blevet degraderet.

Ceauşescu blev udstyret med et scepter, og på den allersidste partikongres i november 1989 blev han hyldet som en romersk kejser. En måned senere henrettede tidligere RCP-kolleger ham.

• Rumæniens historie (oversigt)
• Rumæniens forhistorie
• Rumæniens historie indtil 1859
• Rumæniens historie 1859-1944
• Rumæniens historie 1944-1989 (denne artikel)
• Rumæniens historie efter 1989
• Rumæniens statsledere