Rexford Guy Tugwell, 1891-1979, amerikansk økonom. Tugwell blev i 1933 en af præsident Franklin D. Roosevelts nærmeste rådgivere. Officielt var han vicelandbrugsminister, men reelt prægede han frem til sin afgang i 1936 mange dele af Roosevelts reformprogram, New Deal. Tugwell var 1941-46 guvernør i Puerto Rico, hvorefter han genoptog sin akademiske karriere.