Ralph Cudworth

Faktaboks

Ralph Cudworth
født:
1617
død:
1688

Ralph Cudworth var en engelsk teolog og filosof, den mest systematiske metafysiker blandt Cambridgeplatonikerne. Cambridgeplatonisterne konstruerer en naturlig teologi, der beviser Guds eksistens og kristendommens overlegenhed. De støtter den fri vilje

I hovedværket The True Intellektual System of the Universe (1678, Universets sande intellektuelle system) angreb Ralph Cudworth især Thomas Hobbes' materialisme. Skønt han var påvirket af René Descartes' rationalisme, forkastede han det mekaniske verdensbillede og den cartesianske dualisme.

Ralph Cudworth angreb også Hobbes' moralfilosofi og hævdede i den posthumt udgivne A Treatise concerning Eternal and Immutable Morality (1731, Afhandling om den evige og uforanderlige moral) det godes viljesuafhængige og absolutte karakter. Herudover skrev han A Treatise on Freewill (1838, Afhandling om den frie vilje). Disse tre værker udgør til sammen den mest komplette redegørelse for det platoniske verdensbillede.

Ved siden af bevidsthed og materie findes der, mente Cudworth, åndelige, plastiske kræfter eller plastiske naturer, der uden at være bevidste kan handle formålsrettet. Det er disse kræfter, og ikke mekaniske processer, der virker i naturen.

Ralph Cudworth udøvede en subtil indflydelse på senere generationer. Gennem datteren Damaris Cudworth var hans ideer med at forme blandt andet John Locke og Gottfried Leibniz' filosofier.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig