Damaris Cudworth Masham

Mashams interesse for filosofi blev næret af hendes læsning af Cambridgeplatonikerne Ralph Cudworth, Henry More og John Smith (1616-1652). Hun delte mange synspunkter med dem.

Hovedkilden til hendes filosofi er to anonymt udgivne bøger A Discourse Concerning the Love of God, 1696 (En afhandling om Guds kærlighed, 1696), som var et svar på John Norris’ Practical Discourses, 1691. Heri diskuterede hun moralfilosofi og den guddommelige kærligheds natur, lykke og moralsk dyd, samt kærlighedens oprindelse og distinktionen mellem menneskets kærlighed til Gud og kærligheden til andre skabninger.

I Occasional Thoughts in Reference to a Vertuous and Christian Life, 1705 (Lejlighedsvise tanker i forbindelse med et klogt og kristent liv, 1705), diskuterede hun også moralfilosofi som forholdet mellem religion og etik, men fokus var på forholdet mellem kvinders uddannelse og kristen dyd. Hun mente, at kvinders mangel på uddannelse gjorde dem uegnede til at opdrage børn ordentligt. Dette fører til ugudelighed, fordi dem, der ikke er godt uddannede, vil tro på kristendommen ud fra en vane og ikke ud fra en forståelse. De kan derfor ikke forsvare deres tro mod den tvivl, de bliver konfronteret med. Hun opponerede mod den dobbelte moralske standard, der er lagt på kvinder, især påstanden om, at kvinders dyd primært består i kyskhed. Hun argumenterede for, at dette mindsker kvinders selvværd. Hun pointerede også, at det at være stolt af sin kyskhed fører til indbildskhed.

Herudover gav hun et syn på mennesket som et rationelt og socialt væsen, motiveret af kærligheden til lykke. Dette princip består i den glæde, der er opnået gennem en regulerende udøvelse af fornuften.

Værkerne var kun en lille del af Mashams filosofiske aktivitet. Hun havde også en omfattende korrespondance, som hun selv kaldte rationel konversation, med filosofferne John Locke og G.W.Leibniz. Hun mødte Locke i 1682, og de begyndte en korrespondance i første omgang om pastorale kærlighedsdigte. De fortsatte med at korrespondere om forskellige filosofiske emner som Guds eksistens og fornuftens rolle i religion. Hun forsvarede Cambridgeplatonikeren John Smiths erkendelsesteori om, at der findes en overrationel/ophøjet form for viden, der er tilgængelig med et 'Højere Princip' end fornuften, men som ikke desto mindre kan aktiveres ved hjælp af fornuften. Men Locke afviste dette som en form for ’entusiasme’. Locke sendte hende Essay i 1688/1689. Hun kommenterede den og udfordrede Lockes afvisning af medfødte ideer. Hun foreslog, at forskellen til dem, der tror på disse, ikke er så stor, fordi tilhængerne af medfødte ideer ikke påberåber sig, at specifikke ideer er medfødte, men kun at der er en aktiv klogskab i sjælen. Masham skrev også en biografi om Locke, som er kilden til de første trykte biografier om Locke. Da Locke vendte tilbage fra Holland i 1688, blev han gæst, og senere tog han fast ophold i Mashams hjem på Oats i Essex.

Mellem 1704 og 1705/1706 korresponderede hun med Leibniz på hans foranledning, måske fordi han håbede at kunne få kontakt med Locke. Masham fik muligheden for at diskutere Leibniz’ filosofi med ham samt at diskutere Ralph Cudworths filosofi. Hun tog fat i emner som Leibniz’ præ-etablerede harmoni, substansernes natur, forholdet mellem sjæl og legeme, princippet om enhed, okkasionalisme samt Cambridgeplatonikernes ide om plastiske naturer.

Masham lagde vægt på kristen teologi, epistemologi og moralfilosofi, heraf også forholdet mellem tro og fornuft. Åbenbaringer kan give rationelle grunde til tro, men fornuften må anvendes for at afgøre, om åbenbaringen faktisk har fundet sted. Ingen åbenbaring kan være i modsætning til fornuften. Her er en overensstemmelse med Cambridgeplatonikernes synspunkt om, at Gud essentielt er rationel.

• Cambridgeplatonikerne