John Norris

Norris skrev om utallige emner som politik, religion, filosofi og det kristne liv. Herudover havde han en omfattende korrespondance med bl.a. John Locke, Henry More, Damaris Cudworth og Mary Astell (1666-1731).

I 1695 udgav han sin korrespondance med Mary Astell: Letters concerning the Love of God,between the Author of the Proposal to the Ladies and Mr. John Norris ('Breve om Guds kærlighed mellem forfatteren af forslaget til damerne og hr. John Norris'). Blandt hans mange andre værker kan nævnes hans første store filosofiske værk: Reflections upon the Conduct of Human Life ('Refleksioner over menneskers livførelse') fra 1691, Heri foregriber han mange senere kritikker af John Lockes teori, som den kommer til udtryk, i An Essay Concerning the Human Understanding ('Et essay omhandlende den menneskelige forståelse'), 1690.

Norris var dog enig med Locke i at afvise læren om medfødte ideer. Norris' mest betydningsfulde værk var An Essay Towards the Theory of the Ideal or Intelligible World ('Et essay om teorien om den ideelle eller intelligible verden'). Første bind udkom i 1701; andet bind i 1704.

I første bind undersøgte han den guddommelige natur, og i andet bind beskrev han skabelsens natur og mere specifikt menneskenes og dyrenes natur. Dette værk var en redegørelse for Malebranches synspunkter, og han afviste påstande fra Locke og andre, der anså sanseoplevelser som vigtige for at opnå viden.

Norris mente, Descartes havde konstrueret ”den eneste forståelige ramme for naturvidenskab, der endnu er vist i verden, og det eneste system, der fortjener navn af filosofi”.

Norris udviklede sit metafysiske synspunkt som et svar på Descartes’ syn på materien. Han anerkendte i lighed med Anne Conway, Margaret Cavendish og Prinsesse Elisabeth af Böhmen, at hvis materien kun er udstrækning, kan den ikke forårsage nogen effekt på en tænkende ting. Men i modsætning til disse accepterede han dualismen og hævdede, at der ikke var nogen virkelig årsagsmæssig interaktion mellem sjæl og legeme. Han mente, at materielle ting er fuldstændig uden kraft og magt, og at legemer er helt afkoblet fra sjæle. I stedet mente han, at der er en perfekt harmonisk sammenhæng mellem sjæl og legeme orkestreret af Gud.

• Cambridgeplatonikerne
• kartesianisme