Cambridgeplatonikerne

Artikelstart

Cambridgeplatonikerne var en gruppe teologer fra Cambridge, som midt i 1600-tallet talte for religiøs tolerance. De vigtigste repræsentanter var Ralph Cudworth, Henry More, John Smith (1616-52) og Benjamin Whichcote.

I en videreførelse af renæssancens kristne platonisme betragtede de menneskets fornuftige ånd som en afglans af den guddommelige tanke; de ville derfor ikke vide af nogen modsætning mellem den kristne åbenbaring og fornuften, som tværtimod burde være øverste dommer også i religiøse spørgsmål.

Universet anså Cambridgeplatonikerne for at være styret af hierarkisk ordnede åndelige kræfter. På trods af deres slægtskab med rationalismen vendte de sig mod den mekanistiske verdensforklaring (René Descartes) og fastholdt, at laverestående væsener som dyr er besjælede.

Ligeledes tog de afstand fra Francis Bacons naturfilosofi og Thomas Hobbes' materialisme.

Isaac Newton synes i sin rum- og tidsopfattelse at være påvirket af Henry More.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig