Ragnhild Hveger, 10.12.1920-1.12.2011, dansk svømmer, der fik betegnelsen Den gyldne Torpedo. Ragnhild Hveger vandt i sin aktive karriere 1935-54 OL-sølv i Berlin i 1936 og tre guldmedaljer ved EM i London i 1948, i 100 m fri, 400 m fri og 4×100 m fri svømning.
I perioden 1936-42 satte hun 42 individuelle verdensrekorder og to i holdkapsvømning.
I 1943-45 boede hun i Kiel, og da hun efter befrielsen vendte hjem til Danmark, mødte hun problemer på grund af sit politiske tilhørssted under krigen. Hun fortrak derfor til Sverige i et par år, men kom hjem og opnåede en 5. plads ved De Olympiske Lege i 1952 i Helsinki. Derefter slog hun sig ned som svømmelærer i København.
Ragnhild Hveger blev i 1966 som den første dansker optaget i svømmesportens Hall of Fame i Fort Lauderdale, Florida.
I 1996 kårede Danmarks Idræts-Forbund hende som Århundredets kvindelige sportsnavn, men hun var allerede fire år tidligere blev optaget i dansk idræts Hall of Fame takket være sine verdensrekorder og 52 danmarksmesterskaber.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.