Faktaboks

Rødbyhavn Kirke
Sogn
Rødbyhavn Sogn
Provsti
Maribo Domprovsti
Stift
Lolland-Falsters Stift
Kommune
Lolland Kommune

Rødbyhavn Kirke er en sognekirke, der ligger ud til Havnevej i Rødbyhavns nordlige del.

Kirkegården

Kirkegården er anlagt vest for kirken ud mod markerne. Den er udlagt efter en aksial komposition parallel til den nord-østgående Havnevej. Hovedindgangen er fra øst mod kirken.

Kirkebygningen

Kirken er en moderne langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skib og kor går i et. Den er fra 1966 og står i blank mur med synlige røde teglsten og store, ubrudte tagflader med røde tegl. Kirken har menighedslokalet bygget til den nordøstlige langmur.

Danske kirker ligger almindeligvis stik øst-vest, men i Rødbyhavn Kirke afviger orienteringen en del mod syd, så den har en syd-østvendt gavl mod Havnevej.

Den prunkløse bygning har på den sydlige langmur fire støttepiller. Imellem de østligste er store vinduespartier. Kirkens gavle er uden vinduer, og de er domineret af markante højblændinger, dvs. dekorative murnicher, som efterligner middelalderlige, gotiske taggavle.

I kirkens nordvestlige hjørne træder klokketårnet ud fra gavlen. Tårnet har murede kors øverst på murene under dets taggavle mod nordøst og sydvest. Kirkens hovedindgang er i den nordvestlige gavl.

I det indre bærer kirken præg af det blanke, gule murværk og de store pladebeklædte loftsflader. Over kirkens nordvestlige indgangsparti er et orgelpulpitur, dvs. et ophøjet galleri. Kirken har intet egentligt kor, men mod sydøst antydes en opdeling af rummet ved et enkelt trin, hvorved.

Inventar

Kirkens inventar domineres af det minimalistiske alterkrucifiks. Det er lavet til kirken af Erik Bischoff i 1966. Alteret, prædikestolen og døbefonten er alle udført af Svend Hegelund i 1966.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig