Qatar ligger på en halvø i Den Persiske Golf. Fra nordvestkysten er der kun 25 km til østaten Bahrain; begge lande gør krav på øgruppen Huwar, som ligger imellem dem. Halvøen er flad (det højeste punkt ligger ca. 40 m.o.h.) og stort set gold med sandørken mod syd og kun en smule naturlig vegetation mod nord.
Klimaet er tropisk ørken med meget varme somre med dagtemperaturer hyppigt på 45-50 °C. Vintermånederne er milde og behagelige med gennemsnitstemperaturer på omkring 20 °C. Sandstorme kan forekomme hele året, men er især hyppige om foråret. Der kan falde regn om vinteren, men helt utilstrækkeligt til landbrugsformål. Søer og vandløb findes ikke, og mere end halvdelen af vandforsyningen tilvejebringes ved at afsalte havvand. Alligevel har man skabt en bemærkelsesværdig landbrugsproduktion ved at udnytte de få grundvandskilder og ved at benytte afsaltet havvand. Til processen medgår enorme energimængder, og Qatar er et af de lande i verden, der bruger mest energi pr. indbygger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.