Siden Qatar i midten af 1900-tallet indledte den hastige udvikling fra at være et fattigt beduin- og fiskersamfund til at være en moderne stat baseret på økonomien fra de store gasforekomster, har migrantarbejdere udgjort en stadig stigende andel af befolkningen. De er bl.a. kommet fra lande som Bangladesh, Filippinerne, Indien, Nepal og Kenya.

Det anslås, at over 90 procent af landets 2,6 mio. indbyggere i begyndelsen af 2020’erne er migrantarbejdere uden qatarsk statsborgskab.

VM i Qatar og migrantarbejderne

Siden landet i 2010 fik tildelt værtskabet for VM i fodbold, har infrastrukturen undergået en massiv udbygning i form af veje, metronet, stadioner osv. Her har migrantarbejderne spillet en helt central rolle. I takt med den store opmærksomhed omkring VM 2022 er Qatar imidlertid blevet kritiseret for at lade arbejdsgiverne udsætte migrantarbejderne for farlige leve- og arbejdsforhold.

Kritikken lyder blandt andet på, at arbejdsdagene er ekstremt lange og finder sted i op mod 50 graders varme i sommermånederne. Dertil kommer indkvartering under meget ringe forhold. Endelig oplever mange, at deres løn enten udbetales forsinket eller helt tilbageholdes af arbejdsgiverne. Det er desuden forbudt at være medlem af fagforeninger.

En anden del af kritikken går på, at landet ikke i tilstrækkelig grad efterforsker dødsfald blandt arbejderne. Man kender ikke det nøjagtige tal for disse: Officielle tal fra Qatar lyder på, at 15.021 personer med udenlandsk statsborgerskab i alle aldre og professioner er døde i perioden 2010-2019. Men data omkring dødsårsagerne er mangelfulde, og ofte angives blot ”naturlige årsager” i dødsattesten. Fra officielt hold henfører man til, at antallet af døde er proportionalt med antallet af indbyggere.

Kafalasystemet

For at få et job i Qatar har en migrantarbejder brug for en sponsor. Denne sponsorordning er kendt som kafalasystemet. Sponsorens opgave er at sørge for arbejds- og opholdstilladelse samt fornyelse af denne til migrantarbejderen. Migrantarbejderen får frataget sine rejsedokumenter og pas og er derfor bundet til sin sponsor, som skal godkende et eventuelt jobskifte eller enhver rejse ud af Qatar. Alle arbejdsmigranter er omfattet af systemet, men velhavende tilrejsende kan betale sig til lempelser og herved opnå mere fleksible opholds- og arbejdstilladelser.

Siden 2017 har Qatar i samarbejde med Den Internationale Arbejdsorganisation ILO gennemført en række reformer for at forbedre migrantarbejdernes situation, herunder indførelse af minimumsløn og ret til at holde pauser. Der er tillige sket lempelser i kafalasystemet, bl.a. ved at afskaffe kravet om tilladelse fra en arbejdsgiver til at forlade landet og skifte arbejde. Det er omstridt, om reformerne efterleves.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig