Preben Elkjær

Faktaboks

Preben Elkjær

Preben Elkjær Larsen

født:
11. september 1957

Preben Elkjær er en tidligere dansk fodboldspiller, hvis pågående, utraditionelle spillestil og adfærd kombineret med evnen til at score mål, ofte i usædvanlige situationer, gjorde ham til en af 1980'ernes mest populære angribere.

Preben Elkjær spillede oprindelig for FB og Vanløse IF, hvorfra han i 1976 blev professionel i Bundesligaklubben 1. FC Köln. 1978-84 spillede han i belgiske KSC Lokeren og 1984-88 i Hellas Verona FC, som i 1985 vandt det italienske mesterskab. Preben Elkjær sluttede efterfølgende sin karriere som aktiv spiller i Vejle Boldklub 1988-90.

I perioden 1977-88 spillede Preben Elkjær 69 landskampe, herunder kampe ved EM i 1984 og 1988 samt ved VM i 1986. Han scorede i alt 38 mål for landsholdet.

Elkjær blev i 1984 valgt til Årets Fodboldspiller ved Spillerforeningen, Sparekassen Bikuben og Det Fri Aktuelts kåring.

I 1995-96 var Preben Elkjær cheftræner i Silkeborg IF og i 2002-04 var han hovedaktionær og direktør for B93 a/s (divisionsholdet). Sideløbende har Preben Elkjær været tilknyttet tv og fungerer bl.a. som fodboldekspert på TV3.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig