Faktaboks

Povl Christensen
Født
2. juni 1909, København
Død
9. juli 1977, Helsingør
Træsnit til Radeerforeningens udgave af Blichers  "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" (1935)
Træsnit til Radeerforeningens udgave af Blichers "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" (1935)

Povl Christensen var en dansk maler, tegner og grafiker. Povl Christensen blev uddannet på Kunstakademiet 1926-1929, bl.a. hos Aksel Jørgensen, der tillige var hans lærer på akademiets grafiske skole 1930-1938.

Han arbejdede 1955-1957 i Bergen, hvor han også underviste. Ved siden af sit malervirke, som er beslægtet med Odsherred-malerne, hører Povl Christensen til 1900-tallets mest fremtrædende danske grafikere.

Selvom han fortrinsvis arbejdede i træsnit, viser de mange anvendte teknikker, bl.a. streg- og reliefætsning, zinksnit, akvatinte, reproduktion efter scraperboards og tegninger, hvordan han arbejdede med at skabe det rigtige forhold mellem tekst og billede. Han gennemarbejdede desuden gamle og nye trykplader og tog adskillige tryk i forskellige stadier, før han var tilfreds med resultatet.

Siden det banebrydende gennembrudsværk fra 1933, illustrationerne til St.St. Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, illustrerede Povl Christensen fortrinsvis dansk litteratur, fx værker af Saxo, Leonora Christina, Holberg, J.L. Heiberg, Søren Kierkegaard og Tom Kristensen. Særlig flittigt har han fortolket H.C. Andersen og Blicher.

Povl Christensen modtog Thorvaldsens Medalje i 1968. Han var fra 1935 medlem af Koloristerne, senere af Decembristerne, Corner og fra 1964 af Den Frie Udstilling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig