Leonora Christina

Leonora Christina var grevinde til Slesvig og Holsten, forfatter og datter af Christian 4. og Kirsten Munk. I 1630 skiltes forældrene, og samme år, altså som niårig, blev Leonora Christina forlovet med adelsmanden Corfitz Ulfeldt. Parret blev viet i 1636, og hun knyttede sig tæt til ægtefællen, hvis hurtige avancement til rigshofmester kom til at præge hendes liv, ligesom senere hans landflygtighed og dom for majestætsforbrydelse.

Leonora Christina havde ikke noget nært forhold til sine søskende, men derimod til faderen. Efter at halvbroderen Frederik 3. havde besteget tronen, blev der indledt undersøgelser af Ulfeldts embedsførelse, ligesom Leonora Christina mærkede den unge dronning, Sophie Amalies, had pga. den ringeagt, Ulfeldtparret tidligere havde vist dronningen.

Leonora Christina stod bag parrets flugt til Sverige i 1651, og under Karl Gustav-krigene gik Ulfeldt i svensk tjeneste. Da den svenske konge i 1659 anklagede ham for forræderi, førte Leonora Christina energisk forsvaret for sin sengeliggende mand.

Uvidende om sin benådning søgte Ulfeldt i 1660 i København om nåde hos den danske konge, der derefter under generalmajor Adolph Fuchs' ydmygende behandling holdt parret fængslet på Hammershus. Et flugtforsøg fra borgen mislykkedes. I slutningen af 1661 blev parret på hårde betingelser løsladt.

Under en udlandsrejse i 1662 kontaktede Ulfeldt kurfyrsten af Brandenborg og tilbød at organisere et oprør og gøre kurfyrsten til konge af Danmark. Kurfyrsten gav oplysningerne videre til Frederik 3., der indledte en menneskejagt.

Ulfeldt døde i 1664 på flugt på en båd på Rhinen ved Basel, men Leonora Christina blev allerede i 1663 anholdt i England og bragt til Danmark, hvor hun pga. sin formodede delagtighed i ægtefællens forræderi sad fængslet i Blåtårn på Københavns Slot i 22 år uden proces og dom. Først da Sophie Amalie døde i 1685, blev hun løsladt og levede sine sidste år i Maribo Kloster.