Faktaboks

Pierre-Simon Ballanche
Født
4. august 1776, Lyon
Død
12. juni 1847, Paris
Pierre-Henri Ballanche
Marmorbuste af Pierre-Simon Ballanche fra 1849, udført af den franske billedhugger Jean-Marie Bonnassieux.
Pierre-Henri Ballanche
Af /Musée des Beaux-Arts, Lyon.

Den franske forfatter Pierre-Simon Ballanche var en indflydelsesrig politisk tænker i den franske romantik. Som repræsentant for den neokatolske strømning i Frankrig efter revolutionsperioden mente han, at forsynet spiller en afgørende rolle i menneskehedens og samfundets udvikling. Navnlig under Julikongedømmet vakte hans tanker interesse. Han tilhørte kredsen omkring Juliette Récamier.

Forbrydelse og soning

Ballanche var født og opvokset i Lyon og oplevede her de revolutionæres nedkæmpning af et royalistisk oprør og de efterfølgende massehenrettelser. Sammen med guillotineringen af Ludvig 16., konge af Guds nåde, stod denne begivenhed for ham som en forbrydelse med religiøse dimensioner, der måtte følges af soning. Denne kristne betragtning prægede hans livssyn i værket Du sentiment ('Om følelser', 1801), og han fandt samtidig naturligt sammen med Chateaubriand. Han gav smerten, lidelsen og soningen et litterært udtryk i Antigone (1814), et stort epos på prosa.

Genfødsel og fremskridt

Restaurationen, genoprettelsen af monarkiet i Frankrig efter Napoleon, var i Ballanches øjne Forsynets bestemmelse. Fremskridtet var kun til at forestille sig (Essai sur les institutions sociales, 'Essay om samfundsinstitutionerne', 1818), hvis den guddommelige retfærdighed fandt sammen med menneskets vilje. Ballanche mente imidlertid ikke, at den katolske kirke som institution skulle bidrage hertil, men formidlede igen hellere sine ideer gennem litterære, mere mytiske udtryk (Orphée, 'Orfeus', 1829, Vision d'Hébal, 'Hébals syn', 1831). Hans store værk Palingénésie sociale ('Social genfødsel') forblev ufuldendt, mest kendt er indledningen Prolégomènes ('Prolegomena', 1827).

Ballanches tanker fik med tiden en tydelig samfundsmæssig side i hans forestillinger om "plebejernes" oprejsning. Han er hermed på linje med Félicité de Lamennais og Pierre Leroux i 1830'ernes Frankrig.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Bénichou, Paul (1977). Le temps des prophètes. Doctrines de l'âge romantique. Paris: Gallimard.
  • McCalla, Arthur (1998). A Romantic Historiosophy: The Philosophie of History of Pierre-Simon Ballanche. Leiden: Brill.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig