Faktaboks

Omø Kirke
Sogn
Omø Sogn
Provsti
Slagelse Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Slagelse Kommune

Er en sognekirke opført i 1828 som erstatning for tidligere kirker på øen. I kirken er der bevaret inventar fra opførelsestiden samt også nyere og ældre dele, som er med til at berette om Omø sogns historie.

Omø Kirke ligger i Omø by på øen af samme navn, som ligger mellem Storebælt og Smålandsfarvandet. Lidt nord for Omø ligger Agersø, og de to øer adskilles af Omø Sund. Den nærmeste større by på Sjælland er Skælskør, og Omø sogns menighed måtte indtil Reformationen 1536 rejse til Skælskør, for at komme i kirken. Af denne grund er der i Sankt Nicolai Kirke i Skælskør opført et middelalderligt kapel til Omøs menighed, kaldet Omøkapellet.

Kirkebygningen

Den nuværende kirke er opført i 1828 af gule teglsten på en sokkel af marksten. Bygningen består af et langhus, dvs. at kor og skib går ud i ét, samt et spinkelt tårn ved skibets vestende. Tårnrummet tjener som våbenhus.

Omø Kirke er i dag hvidkalket med sortmalet sokkel og tagene er lagt med røde tagsten. Tidligere har soklen været malet lyserød.

De ældste kirkebygninger

I katolsk tid måtte beboerne på Omø foretage den besværlige rejse til søs for at komme i kirke i Skælskør. En skrifttavle, som er bevaret og opsat på kirkens sydvæg, beretter om, hvordan sognets beboere fik deres egen kirke. Således befalede Kong Frederik 2. i 1574, at de to øer Agersø og Omø skulle have deres egen sognepræst – og dermed også deres egne kirker.

Den første kirke, som blev opført på Omø, var bygget af træ og uden tårn. Denne bygning stod indtil år 1601, hvor den blev erstattet af en bindingsværkskirke. Af skriftlige kilder fremgår det, at bindingsværkskirken efter ca. 100 år fremstod meget forfalden, og på et tidspunkt stod det så slet til, at præsten knap kunne stå på prædikestolen. I Starten af 1800-tallet stod bindingsværkskirken ikke til at redde, og der var behov for en ny. Den nye kirke, som er den eksisterende, blev opført ikke længe efter, i 1828.

Kirkens indre

I det indre dækkes kirkerummet af fladt bjælkeloft, som er malet i grå og brune farver. Stoleværket, dvs. kirkebænkene, som stammer fra kirkens opførelse, er ådret, dvs. malerbehandlet, med en imitation af egetræ og fylder markant i rummet med låger mellem gavlene.

Inventar i Omø Kirke

I Omø Kirke er der bevaret inventar fra kirken opførelse, men også fra tiden før og efter. Kirkerummet vidner især om visioner for kirkerummets brug og funktion i første halvdel af 1800-tallet, men vidner altså også om både tidligere og senere tider.

Inventar fra før 1828

Ældst i kirkerummet er alterbordet. Det er udført omkring 1575, og stammer altså fra en af de tidligste kirker på Omø. Alterbordet er udført i egetræ bestående af foldeværksfyldninger på både bordets front og på de to sider. Alterbordet er blevet omdannet ad flere omgange, og i den sydlige side er der en låge med et håndgreb og to hængsler, som er udført i smedejern.

I kirken står der en ældre, jernbeslået pengeblok. Den er udført i tre og på jernbåndene er der indhugget krydsmønster. Pengeblokken er fra 1600-tallet.

Inventar fra 1828

Prædikestolen er udført i forbindelse med den nuværende kirkes opførelse i 1828. Den har tre sider med en tilhørende opgangstrappe. På prædikestolens sider er der riflede fyldninger, som er omkranset af en profilliste. Rammeværket omkring fyldningerne er ådret med en imitation af egetræ, ligesom kirkens stoleværk. Prædikestolen hviler på en firkantet søjle.

Også stoleværket, dvs. kirkebænkene, er et element fra den nuværende kirkes opførelse i 1828. Stolenes endegavle er dekoreret i et smalfelt med en malet imitation af billedskærerarbejder, og de krones af et trekantet topstykke. Mellem gavlene er der låger ind til siddepladserne. Stoleværket er ådret i en imitation af egetræ, ligesom prædikestolen.

Et tidligere altertavlemaleri med et korsmotiv, som i dag er ophængt i kirken, er formentlig også fra 1828. Maleriet kan være malet oven på et endnu tidligere maleri af Korsfæstelsen fra 1605, som omtales i skriftlige kilder.

Døbefonten er også fra den nuværende kirkes opførelse i 1828. Den er opbygget af pudset murværk, og derpå bemalet med en imitation af marmor.

Nyere inventar

Altertavlemaleriet, som viser Kristus og de små børn, er malet af Tony Møller i 1911. Altertavlemaleriet er indsat i en prydramme, der er lavet af egetræ.

Læse mere i Den Store Danske

Eksterne Links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig