Nicoline Sørensen er en dansk fodboldspiller, der spiller for den engelske klub Everton og for det danske landshold. Hun har spillet 54 landskampe og scoret 8 mål for Danmark (pr. 26. september 2023). Med det danske landshold vandt hun sølv ved EM i fodbold i 2017. I november 2023 annonceredee hun, at hun ville indstille karrieren med udgangen af året.

Nicoline Sørensen
Faktaboks
Nicoline Haugård Sørensen
- Født
- 15. august 1997
Nicoline Sørensens klubkarriere

Nicoline Sørensen spillede ungdomsfodbold i Måløv BK og BSF, inden hun som blot 16-årig skrev kontrakt med den svenske klub FC Rosengård, hvor hun bl.a. blev holdkammerater med brasilianeren Marta da Silva. Med Rosengård vandt Nicoline Sørensen det svenske mesterskab i 2014, men vendte allerede året efter tilbage til dansk fodbold og Brøndby, dels for at få mere spilletid, dels for at færdiggøre gymnasiet. Afbrudt af en enkelt sæson i Linköpings FC i Sverige (2017/2018) spillede Nicoline Sørensen i Brøndby frem til 2020, hvor det bl.a. blev til tre danske mesterskaber, ligesom hun blev topscorer i Kvindeligaen med 16 mål i sæsonen 2019/2020. I sommeren 2020 skiftede den målfarlige angriber til Everton i Women's Super League.
Nicoline Sørensen på landsholdet
Nicoline Sørensen har spillet på alle DBU's ungdomslandshold og debuterede den 22. oktober 2016 på A-landsholdet i en kamp mod Island. Ved EM-slutrunden i 2017, hvor Danmark nåede finalen, spillede hun to kampe.
I september 2021 pådrog Nicoline Sørensen sig en slem korsbåndsskade i en ligakamp for Everton. Skaden holdt hende ude af både klub- og landsholdsfodbold i over et år, og Nicoline Sørensen gik bl.a. glip af EM-slutrunden i 2022 (udsat fra 2021 pga. coronapandemien). Hun gjorde comeback på landsholdet i februar 2023 i en venskabskamp mod Norge og spillede tre kampe ved VM i 2023.
Priser
Nicoline Sørensen blev af DBU kåret til Årets Kvindelige Talent 2016 og til Årets Spiller i Kvindeligaen i 2019.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.