Nicaragua - historie

Nicaragua - historie, Før spaniernes ankomst var området befolket af nicaraos-indianere, som var fiskere og jægere. Columbus nåede til østkysten i 1502, men erobringen begyndte først med Gil González Dávila i 1522 og Francisco Fernández de Córdoba (ca. 1475-1526) i 1524, som grundlagde byerne Granada, León og Segovia. Landet hørte under den spanske koloniadministration i Guatemala.

Præsidenter siden 1893
1893-1909 José Santos Zelaya
1909-10 José Madriz
1910-11 José Dolores Estrada
1911 Juan José Estrada
1911-16 Adolfo Díaz
1917-21 Emiliano Chamorro
1921-23 Diego Manuel Chamorro
1923-25 Bartolomeo Martínez
1925-26 Carlos Solórzano
1926 Emiliano Chamorro
1926-28 Adolfo Díaz
1929-33 José María Moncada
1933-36 Juan Bautista Sacasa
1936-37 Carlos Brenes
1937-47 Anastasio Somoza García
1947 Leonardo Argüello
1947 Benjamín Lacaya
1947-50 Victor Román
1950-56 Anastasio Somoza García
1957-63 Luis Somoza Debayle
1963-66 René Schick
1966-67 Lorenzo Guerrero
1967-72 Anastasio Somoza Debayle
1972-74 junta under Somozas kontrol
1974-79 Anastasio Somoza Debayle
1979-85 junta under sandinistisk kontrol
1985-90 Daniel Ortega
1990-97 Violeta Barrios de Chamorro
1997-2002 Arnoldo Alemán
2002-07 Enrique Bolaños
2007- Daniel Ortega

Indianerne gjorde indtil 1700-t. stærk modstand mod spanierne og blev næsten udryddet af krig, sygdom og tvangsarbejde. I 1667 erhvervede den engelske krone Moskitokysten.

I kolonitiden havde landet ingen særlig økonomisk betydning for Spanien, men det udgjorde en base i forberedelsen af ekspeditioner til andre regioner. Kampen for uafhængighed begyndte i León i 1811. Kolonien løsrev sig fra Spanien i 1821 og sluttede sig i 1822 til det mexicanske kejserrige under Agustín de Iturbide. Efter Iturbides fald 1823 blev Nicaragua en del af Mellemamerikas Forenede Provinser. I 1838 løsrev landet sig fra føderationen og blev uafhængigt.

Opbygningen af nationalstaten var præget af langvarige borgerkrige mellem de liberale og de konservative oligarkier, hvis bastioner var hhv. León og Granada. Konflikten udtrykte forskelle i de regionale og økonomiske interesser, og den manglende konsensus gjorde Nicaragua yderst sårbart over for USA, som fra midten af 1800-t. gennemførte en veritabel interventionspolitik. I 1855 støttede USA den amerikanske eventyrer William Walkers erobring af Nicaragua. Han udråbte sig selv til præsident, men måtte i 1857 vende tilbage til USA.

I 1893 satte præsident José Santos Zelaya en reformproces i gang, herunder en modernisering af landbruget. Som led i denne politik blev de indianske fællesjorder eksproprieret, hvorimod de store kaffeplantager blev udvidet. Zelaya fik Moskitokysten tilbage fra England i 1898. Et konservativt oprør med militær støtte fra USA tvang i 1909 Zelaya til at træde tilbage, og det blev begyndelsen på en lang række interventioner fra USA's side, som i praksis gjorde Nicaragua til et amerikansk protektorat.

Oprørslederen, general Estrada, overtog regeringsmagten og bragte landet i total afhængighed af amerikanske selskaber, der kontrollerede landbrugssektoren, minedriften og bankerne. I 1925 blev landet besat af amerikanske marinesoldater under påskud af indre uro. Borgerkrigen mellem de liberale og de konservative blussede op igen i 1926, og amerikanerne besatte atter landet. Okkupationstropperne mødte stærk modstand fra guerillahæren under ledelse af den liberale, nationalistiske Augusto César Sandino, som i 1933 tvang amerikanerne væk.

Anastasio Somoza García, leder af militærpolitiet, der var blevet oprettet af amerikanerne, etablerede sig i 1937 som statsoverhoved og stiftede et familiediktatur, som, støttet af USA, regerede Nicaragua indtil 1979. Somozadiktaturet undertrykte oppositionen og det civile samfund, mens landets naturresurser blev overladt til amerikanske interesser og til Somozafamilien. I Somozaperioden indtog Nicaragua en vigtig rolle i USA's strategi mod nationalistiske, folkelige bevægelser i regionen.

Et folkeoprør med støtte af brede kredse inden for borgerskabet og dele af den katolske kirke og under ledelse af guerillabevægelsen Den Sandinistiske Befrielsesfront fjernede i 1979 Anastasio Somoza Debayle fra magten. Sandinisterne fik efterfølgende magten i de sejrendes junta og gik i gang med en reformpolitik til gavn for de fattige. På trods af at de sociale og økonomiske forandringer var forholdsvis moderate, fik regeringen under ledelse af Daniel Ortega fra begyndelsen en voksende opposition imod sig bestående af erhvervsorganisationer, middelklassen, dele af den katolske kirke samt befolkningen i den østlige del af landet. USA's regering under Ronald Reagan støttede den regeringsfjendtlige guerilla, contraerne, under påskud af, at sandinisterne støttede guerillaerne i El Salvador. Borgerkrigen udmattede ledelsen og svækkede resultaterne af reformerne. Ved præsidentvalget i 1990 tabte Ortega regeringsmagten til Violeta de Chamorro fra den borgerlige koalition UNO, som fik flertal i Nationalforsamlingen. Chamorro gennemførte en markedsorienteret økonomisk politik og en række reformer for at fjerne sandinisterne fra magtpositioner i militæret, politiet og andre institutioner. Hendes efterfølger i 1997, Arnoldo Alemán, praktiserede en endnu mere drastisk neoliberal politik med bl.a. privatiseringer, der skulle tiltrække udenlandske investeringer. Selvom sandinisterne svækkedes pga. splittelser, forblev de det største oppositionsparti med forankring i de dårligst stillede sociale grupper, der var hårdt ramt af den neoliberalistiske økonomiske model.

Økonomisk krise og social nød førte i 1990'erne til en stærk stigning i børnearbejde og et betydeligt fald i skolegangen. Ifølge UNESCO (1997) kom 23% af børnene i skolealderen ikke i skole. Politisk indgik de to store politiske blokke, det regerende liberale parti og sandinistfronten FSLN, i 1999 en omstridt pagt, der bl.a. betød dårligere betingelser for små partier og immunitet for præsident Arnoldo Alemán (f. 1946) efter hans regeringsperiode. Trods mange korruptionsanklager mod Alemán blev hans vicepræsident, Enrique Bolaños (f. 1928), i 2001 valgt til præsident. Oppositionens kandidat, den mangeårige sandinistleder Daniel Ortega, tabte i opløbet. FSLN havde fra 2000 magten i 11 ud af 16 provinshovedstæder og i hovedstaden Managua. Bolaños brød efter at være valgt til præsident med det liberale parti og dannede sit eget parti Alliance for Republikken, APRE. Han rejste anklager om korruption mod sin forgænger, der blev idømt tyve års fængsel. Dermed havde Bolaños isoleret sig indenrigspolitisk, men blev holdt oppe af USAs økonomiske støtte, der sigtede mod at undgå sandinisternes tilbagevenden sammen med de liberale. I 2005 besluttede G8-landene at eftergive Nicaraguas gæld. I november 2006 vandt Daniel Ortega som FSLNs kandidat præsidentvalget. Han lovede at arbejde for en forbedring af den fattige del af befolkningens kår, men uden radikale økonomiske forandringer. Både Nicaragua og USA udtrykte efterfølgende imødekommenhed overfor fortsat samarbejde.

Nicaraguas forfatningsdomstol gjorde det i 2009 muligt for Ortega at forsøge at vinde endnu en periode; han vandt valget i 2011 med en jordskredssejr.

Læs mere om Nicaragua.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig