Måltidets Hus år 2000.
Knivtema og gratis smagsprøver ved det første arrangement i regi af Måltidets Hus den 11. november 2000, tre år før den planlagte officielle åbning. Dansk Slagtefjerkræ forklarede pædagogisk, hvordan en kylling skæres ud på en måde, så mest muligt af fuglen bliver anvendt.
Måltidets Hus år 2000.
Af /Ritzau/Scanpix.

Måltidets Hus var en dansk institution, der af politiske grunde aldrig blev realiseret trods et stort forarbejde.

Måltidets kvalitet

Den oprindelige tanke var, at Måltidets Hus skulle bidrage med viden, som kunne hæve spisekvalitet og kvaliteten af oplevelsen af det danske måltid. Både det professionelle og det private måltid skulle nyde godt af initiativet, der skulle gavne både dansk fødevareproduktion og folkesundheden gennem bedre spisevaner.

Smagsdommere

Måltidets Hus var også titlen på en betænkning fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, udarbejdet på initiativ af fødevareminister Henrik Dam Kristensen i 1998. Betænkningen, der skulle udmøntes i en oprettelse af Måltidets Hus, blev udarbejdet af et udvalg nedsat af ministeren med bred repræsentation af dansk landbrug og fødevareerhverv og organisationer med tilknytning til fødevarebranchen. Formand var præsidenten for Det Danske Gastronomiske Akademi, Jan Kragh Jacobsen (f. 1939).

Regeringsskiftet i 2001 medførte imidlertid en kritik af offentligt finansierede "smagsdommere", hvilket også ramte etableringen af Måltidets Hus.

Madkulturen som opfølgning

Forarbejdet til Måltidets Hus blev i nogen udstrækning udnyttet af Udvalget for MadExperimentariet, der i 2010 udgav en rapport, som anbefalede oprettelse af MadX, en institution, der i 2011 skiftede navn til Madkulturen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig